Det vækker bekymring, at stadig flere danskere bliver resistente over for antibiotika samtidig med, at forbruget af antibiotika til dyr i landbruget fortsat stiger, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I de seneste fem år er bakterien campylobacter, der giver diarré, blevet mere modstandsdygtig over for lægernes standardbehandling med antibiotika. Sidste år fik 92.000 danskere dårlig mave på grund af campylobacterinficeret kød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det vigtigste våben mod de farlige bakterier, fluorokinolon-gruppen, bliver i stigende grad brugt i landbruget. På bare ét år er forbruget steget med 33 procent, viser en ny rapport fra Danmap.

- Vi skal holde nøje øje med den stigende resistens. Den må ikke udvikle sig til et dagligt behandlingsproblem. Der er ingen tvivl om, at vi skal bruge så lidt fluorokinolon i fødevareproduktionen som overhovedet muligt, for konsekvenserne ved en øget resistens er meget ubehagelige, advarer Knud Børge Pedersen, direktør for Danmarks Veterinærinstitut.

Han bliver bakket op af seniorforsker Dominique L. Monnet fra Statens Serum Institut:

- Det ideelle ville være, hvis vi helt kunne undvære fluorokinolon til behandlingen af dyr. Campylobacter er den hyppigste årsag til tarminfektioner hos mennesker, navnlig via kyllingekød, siger hun.