Siden sæson 2001 har Jøla Maskincenter A/S haft et samarbejde med den fynske virksomhed Interforst, som gennem datterselskabet Hankmo Danmark importerer og sælger Hankmo spaderulleharver på det danske og nordtyske marked.

Op til den nye sæson er samarbejdet udvidet, idet Jøla – ud over at sælge Hankmo-harver i det midtjyske område også samler de harver, der skal leveres til Hankmo-kunder i Jylland og på Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejdet har ifølge parterne allerede vist sine stærke sider: Til sæson 2001 solgte Jøla et tocifret antal Hankmo harver, og netop nu oplever salgschef Erik Pedersen, at de 75 demoer, der blev kørt sidste efterår, giver pote.

- Landmændene kommer tilbage og er seriøst interesserede i de finske harver, siger Erik Pedersen.

Redskab har fået renæssance

- Allerede på Agromek 2001 fik vi et prik på skulderen fra en kunde, som ønskede at købe en spaderulleharve. Vi undersøgte mulighederne og endte ved Interforst/Hankmo Danmark. Ikke uden grund har harven været fremstillet siden 1911, og der er i øvrigt sket en betydelig produktudvikling gennem de mange år, siger Erik Pedersen.

- Vi oplever en stigende interesse for spaderulleharverne i takt med, at planteavlerne for alvor begynder at tænke nyt for at nedbringe omkostningerne pr. hektar. Hankmo-harverne leverer et godt stykke arbejde – ikke mindst, hvor der praktiseres reduceret jordbearbejdning, men også hos økologerne, der har brug for effektiv ukrudtsbekæmpelse og nedmuldning af meget materiale. Også i den traditionelle planteavl er harven god, blandt andet fordi den arbejder øverligt og opblander materiale meget effektivt, siger Erik Pedersen.

Bedre sortiment

Med spaderulleharverne mener Jøla, at virksomhedens sortiment er blevet mere komplet. Jøla beskæftiger i alt 32 medarbejdere i maskinforretningen og på fabrikken, som fremstiller vandingsanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne være på forkant med udviklingen og matche den efterspørgsel, som vore kunder kommer med. Når der er en klar trend i retning af nye måder at arbejde på, skal vi som maskinleverandør være på pletten med de rigtige redskaber. Hankmo-harven passer perfekt ind i dette billede, siger Erik Pedersen.