Abonnementsartikel

Lovgivning tvinger dansk producent af turboladersæt til at dokumentere udstyrets indflydelse på traktorens emission

Eftermontering af turboladere på landbrugstraktorer og mejetærskere var indtil for nylig en sag imellem forhandler og kunde.

Ved nyere materiel med fabriksgaranti har det dog altid været en god ide at forhøre sig om, hvordan importøren stiller sig med hensyn til garantidækningen, før udstyret blev monteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men siden 1 juli 2001 har producenter og kunder også skullet have både dansk lovgivning og EU-lovgivning vedrørende motorers emission i tankerne, før der blev skruet i traktorens motor.

- Lovgivningen består dels af EU-regulativer, som foreskriver grænseværdier for fabriksny traktorers emission og dels af en national lovgivning, der beskriver de krav, som skal opfyldes, hvis der foretages konstruktive ændringer på traktorer i brug.

- Den national lovgivning foreskriver blandt andet, at traktorer som har været udsat for konstruktive ændringer, skal kunne overholde de samme emissionsgrænser, som var gældende ved første registrering af traktoren, forklarer Jan Rothschild Eisensøe, direktør hos H. Daugbjerg A/S.

Test af samtlige sæt

H. Daugbjerg har selv udviklet en forholdsvis billig metode til kontrol af motorers emission. Men for at opfylde lovgivningen skal testen udføres af et uvildigt institut, og her har H. Daugbjerg valgt at samarbejde med Teknologisk Institut i Århus, der tester efter den internationale standard ISO 8178.

På instituttet gennemføres der test af traktorer, som er monteret med H. Daugbjerg-turboladersæt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Testen skal eftervise, at emissionen af gasserne NOx, HC og CO2 samt røgpartikler ikke overstiger de grænseværdier, som EU-regulativ 2000/25/EU foreskriver.

H. Daugbjerg producerer turbosæt til godt 150 forskellige traktormodeller. Cirka 25 af modellerne er sat i produktion efter 1. juli 2001 og er således omfattet af direktivet og skal igennem testen på instituttet.

- Indtil nu har der været stor sammenfald mellem vore egne testresultater og det, de finder på Teknologisk Instituts meget avancerede udstyr, og der har ikke været problemer med at overholde kravene i lovgivningen, siger Jan Rothschild Eisensøe.

- Med certifikatet fra det officielle institut kan vi nu bevise over for myndigheder, forhandlere og kunder, at traktorer med vort udstyr overholder gældende lovgivning og på ingen måde forurener mere end tilsvarende traktorer uden turbolader, siger han.

Loven gælder alle

Testen, som Teknologisk Institut udfører for H. Daugbjerg, sker med traktorens brændstofpumpe, der er optimeret efter H. Daugbjergs produktinformation. Testen gælder kun ved den indstilling, og sker der efterfølgende en justering af brændstofpumpen, skal der i princippet foretages en ny test, hvis lovgivningen fortsat skal overholdes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores garanti både hvad angår emission og holdbarhed på traktoren gælder kun, hvis brændstofpumpen er justeret i henhold til det produktblad, som et komplet turboladersæt altid indeholder.

- Med den indstilling forøges traktorens effekt med cirka 20 procent, drejningsmomentet stiger med godt 20 procent, og det specifikke brændstofforbrug falder med cirka fem procent, siger Jørgen Friis, salgschef hos H. Daugbjerg A/S.

- Ved den indstilling dækker vores produktansvarsforsikring eventuelle havarier på traktoren, som kan henføres til vort produkt. Men efter at have solgt mere end 60.000 turboladersæt har vi ikke kendskab til så meget som et eneste havari, når vore anbefalinger har været fulgt, siger han.

- At der er gået sport i at købe en lille traktor og tune den op til enorme ydelser, er ikke noget, vi vil lægge navn til og selvfølgelig ikke tage ansvaret for, siger Jørgen Friis.

- Vort mål er at skaffe billig effekt til landmanden uden at ødelægge det produkt, som traktorproducenten leverer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan blot konstatere, at der målt i kroner pr. hestekraft ofte er mange penge at tjene ved, at vælge en knapt så højt specificeret model og eftermontere et af vore turbosæt, supplerer Jan Rothschild Eisensøe.

30 års erfaring

H. Daugbjerg A/S i Brøndby har mere end 30 års erfaring i produktion og montering af turbokit på landbrugstraktorer. Firmaet er i dag landets førende distributør af turboladere, og ud over landbruget består kundegruppen af alt lige fra specialfremstillede racerbiler, til almindelige person- og lastbiler samt busser og i enkelte tilfælde også tog.

H. Daugbjerg importerer turboladere fra alle de største producenter og indbygger dem i komplette sæt, som er optimeret til det enkelte køretøj.

Alene til landbruget sælger firmaet årligt mere end 4.000 turboladersæt. Mere end 90 procent af salget går til eksport i mere end 40 lande.