I de seneste 10 år har spørgsmålet om manipulation af fødevarer/foder været højt på den politiske dagsorden. Der er to årsager hertil.
Mange er stærkt skeptiske overfor idéen om, at fremtidens fødevareproduktion skal bygge på en manipulation af naturens skabninger skal vi i vores iver for ny udvikling manipulere med naturens byggesten?
Den anden årsag er, at kemiindustrien vil fremme de genmanipulerede fødevareproduktion, fordi der for dem er ufattelige økonomiske interesser knyttet til det ønske at proppe foder og fødevarer ned i halsen på dyrene og os uden mærkning.
Kemiindustrien forsøgte oven i købet at forbyde landmænd at bruge en del af årets høst som såsæd til næste års afgrøde. Industrien ønskede et monopol på styring af landmænds virksomhed det er dog indtil videre lovgivningsmæssigt forbudt i Europa.
Samtidig ville kemikoncernerne have tilladelse til afgrøder, som er genmanipuleret til netop at tåle de samme virksomheders egne sprøjtemidler, men ikke andre sprøjtemidler. En stærkere monopolstilling kan næppe tænkes.
Kemiindustrien og dens ambassadører i landbruget vil hævde, at genmanipulation blot er en videreførelse af landbrugets almindelige forædling. Det er ikke rigtigt. Ved genmanipulation ændres afgrøders grundlæggende egenskaber fundamentalt og uigenkaldeligt meget ofte blandes gener fra en afgrøde og andre skabninger i naturen.
En kemikoncern ønsker for eksempel at overføre gener fra en ishavsfisk til en kartoffel, så kartoflen bedre kan tåle kulden. Efter min mening et perverst overgreb imod naturens orden.
Vi har i EU i 2001 vedtaget et nyt direktiv om genmanipulerede foder og fødevarer.
Alle udsætninger af afgrøder skal risikovurderes er de uden risiko for miljøet og for dyrs og menneskers sundhed? Hvad er de langsigtede virkninger for den naturlige fauna og fødekæden af, at millioner af kvadratkilometer tilsås med genmanipulerede afgrøder?
Ingen ved det, og derfor har vi sikret, at førstegangstilladelser højest kan gives for 10 år, så vi løbende kan følge udviklingen.
I øjeblikket arbejder vi på at få de nødvendige regler for sporbarhed og mærkning af genmanipulerede afgrøder. Kogalskab og utilsigtede miljøvirkninger har givet os bitre erfaringer for, hvor vigtigt det er, at vi har fuldt overblik i alle landbrugets produktionsled.
Derfor er sporing af foder og fødevarer helt centralt. Skal sporbarhed fungere effektivt så vi kan finde tilbage til kilder til sundheds- og miljømæssig forurening kræver det mærkning og information i alle produktionsled fra jord til bord.
Skal vi give forbrugerne/borgerne et reelt forbrugsvalg, kræver det på samme måde mærkning og information i alle produktionsled. Så de økologiske varer vitterlig er økologiske, og så vi ved, om andre fødevarer er genmanipulerede eller konventionelt producerede.
Det er her en vigtig diskussion, om vi som forbrugere alene har krav på at få oplyst, om varerne består af eller indeholder levende genmanipuleret materiale, eller om varen er fremstillet ved hjælp af genmanipulerede produkter.
Det sidste gælder fx brød og sukker, som er produceret af genmanipuleret korn og sukkerroer og kød, æg og mælkeprodukter fra dyr, der er fodret med genmanipulerede foderstoffer.
Europa-Parlamentet lagde sig midt imellem brødet og sukkeret skal mærkes, mens kød, æg og mælkeprodukter slipper. En inkonsekvent løsning, som skyldes et enormt pres fra kemiindustrien på den ene side og miljøorganisationerne på den anden.
Hele diskussionen går på, om vi som forbrugere kun skal oplyses om fødevarernes biologiske og kemiske indhold, eller vi også har krav på at få at vide, hvordan fødevarerne er produceret.
Når kemiindustrien og dele af landbrugets top kæmper imod oplysning af forbrugerne, øger det naturligvis forbrugernes skepsis.
Jeg tror, de fleste af os reagerer på den måde, at noget jo må være galt, når dem, der har enorme økonomiske interesser i en speciel produktionsmetode, er modstandere af at oplyse forbrugerne om metoderne.
Hvis kemiindustrien og dele af landbrugets top tror på, at genmanipulerede foderstoffer og fødevarer er sundere og bedre for miljøet end andre landbrugsvarer, burde de jo i virkeligheden kræve et G-mærke for genmanipulation på samme måde som vi har Ø-mærke for økologiske varer.
Sjovt nok bruger kemiindustrien med støtte fra dele af landbrugets top milliarder af dollars for at undgå fyldestgørende mærkning, som kan give os som landmænd og forbrugere en fyldestgørende information på dette område.
Jeg håber, at vi ender med at få en fyldestgørende oplysningspligt.
Skulle det ikke ske, håber jeg, at et tilstrækkeligt antal medlemslande af EU, herunder Danmark, fortsat vil blokere for nye tilladelser til manipulation af foderstoffer og fødevarer og af os som landmænd og forbrugere.Citater:"Kemiindustrien og dens ambassadører i landbruget vil hævde, at genmanipulation blot er en videreførelse af landbrugets almindelige forædling. Det er ikke rigtigt.""Når kemiindustrien og dele af landbrugets top kæmper imod oplysning af forbrugerne, øger det naturligvis forbrugernes skepsis."22
