Abonnementsartikel

Med 94,7 procent ja-stemmer sagde repræsentantskabet i Danish Crown ja til at bygge nyt storslagteri ved Horsens

Om to dage igangsættes opførelsen af verdens mest moderne svineslagteri. Det er Danish Crown, der går i gang med at bygge et stort svineslagteri i Horsens, og når slagteriet står klart om godt to år, bliver det arbejdsplads for ca. 1370 medarbejdere, der hver uge skal slagte og opskære 75.000 svin.

Igangsættelsen af byggeriet blev en realitet i dag, hvor slagteriets repræsentantskab med 94,7 pct. af stemmerne bakkede op om bestyrelsens forslag om investering i det nye slagteri til godt to mia. kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggeriet har været forberedt gennem halvandet år, hvor et hold på ca. 50 ingeniører, arkitekter og andre rådgivere har planlagt det nye slagteri ned til mindste detalje.

- Vi signalerer en fremtid for dansk svineproduktion med dette byggeri, siger Niels Mikkelsen, formand for Danish Crown i en kommentar til beslutning om at gå i gang.

Han peger på, at det er 25 år siden, at der er bygget et nyt svineslagteri i Danmark.

- Vi kan også fremtidssikre vores konkurrencesituation ved at bygge et moderne produktionsapparat. Teknisk og økonomisk vil det være en gevinst for vores andelshavere mange år frem, mener Niels Mikkelsen.

Projektet er skabt, så det tager højde for de krav, man forventer vil komme de næste mange år på alle fronter, der vedrører driften af et topmoderne slagteri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Crown-ledelsen fremlagde endelige priser for stort set hele projektet for repræsentantskabet, og det har vist sig, at slagteriet stort set kan bygges inden for den økonomiske ramme, der tidligere har været lagt frem.

Men uanset dette vil projektet komme til at koste de første år, hvorefter det forventes, at investeringen vil have positive konsekvenser for den pris, Danish Crown kan afregne sine andelshavere med.