- Det er min holdning, at det fremover bliver svært at overleve ved planteavl alene. Derfor besluttede jeg i samråd med min kone at investere i en produktion af slagtesvin på bar mark, forklarer Robert Kristensen.

Han bor nær Holeby på de østlige Lolland, hvor markerne er flade, og hvor det er svært at skaffe sig større sammenhængende markarealer ved opkøb i fri handel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som indfødt lollik og med udsigt til at kunne samarbejde med sin far, Knud Kristensen, om markbruget, havde Robert Kristensen med en uddannelse som agrarøkonom fra Næsgård Agerbrugsskole lyst til at få benene under eget bord.

- Den 15. marts 1999 kunne vi overtage ejendommen, hvis stuehus er den gamle landsbyskole, hvortil der i sin tid hørte tre hektar jord, fortæller han.

Arbejdede som assurandør

- En tidligere ejer af naboejendommen havde købt skolen og efterfølgende revet sit eget stuehus ned, forklarer Robert Kristensen.

Driftsbygningerne var ikke egnede til en moderne svineproduktion, og de blev også revet ned af den tidligere ejer. Så tilbage af den oprindelige landbrugsejendom var kun 23 hektar ager, som blev lagt sammen med skolens tre hektar.

- Da vi overtog ejendommen, arbejdede jeg som assurandør, men jeg ønskede at arbejde på fuld tid som landmand. Det er mere tilfredsstillende end at have for travlt om sommeren og have for god tid om vinteren, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor var det nødvendigt at overveje, hvilken husdyrproduktion, der skulle til for at give beskæftigelse til et fuldtidsjob.

Og farens markbrug på knapt 100 hektar var sammen med Robert Kristensens egne 26 hektar slet ikke nok til et fuldtidsjob for dem begge.

Så mange stalde

- Jeg holdt som assurandør den 1. september 1999, og herefter gik jeg ind i overvejelserne om, hvilken produktion, det skulle være.

- Jeg kendte til produktion af slagtesvin fra tidligere ansættelser, mens jeg aldrig har arbejdet med søer og smågrise. Derfor turde jeg ikke give mig i kast med det sidste, men valgte slagtesvinene.

- Næste spørgsmål var, hvilken type stald, vi skulle have, forklarer Robert Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han så mange stalde og læste om mulighederne i fagblade samt andre steder, hvor han kunne finde inspiration.

- Jeg havde også en FRATS-produktion inde i overvejelserne, men det følte jeg mig heller ikke dygtig nok til at gå i gang med.

Blev forvirret undervejs

- Desto mere jeg så, og desto mere jeg snakkede med forskellige mennesker om mulighederne, jo mere forvirret blev jeg.

- For der er mange holdninger til, hvordan en stald til slagtesvin skal være.

- Men hele vejen igennem havde jeg en klar forestilling om, at der skulle være halm i systemet i et eller andet omfang, siger Robert Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han var da også tæt på at bygge en stald, hvor der udelukkende var dybstrøelse.

Men sådan gik det alligevel ikke.

Spalter og dybstrøelse

- Jeg ville gerne have spaltestaldens arbejdsmæssige bekvemmeligheder med i mit projekt, og jeg ved, at det ikke er til at slås med grisene på dybstrøelse, når de skal vejes med mere.

- Så bliver man for hurtig en træt mand, mener Robert Kristensen.

Men han ville have dybstrøelsen med for grisenes skyld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal være vores produktion bekendt med hensyn til dyrevelfærd, fremhæver han.

At der så er en modsætning mellem dyrevelfærd og fordampningen af ammoniak fra stalden, er en anden ting.

- Man må erkende, at alt her i livet har en pris, siger Robert Kristensen.

Løsningen blev, at der både er spalter og dybstrøelse i stalden, der blev bygget efter moden overvejelse og efter ventetid på de fornødne godkendelser hos myndighederne.

- Desuden skulle vi sikre os, at vi kunne købe 5.000 smågrise på årsbasis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De er ikke så nemme at finde her på øerne, men jeg fandt via SPF-selskabet en anden yngre producent, som også var nystartet med en produktion på cirka 7.000 smågrise pr. år, fortæller Robert Kristensen.

1.200 stipladser

I maj 2001 blev byggeriet af en halm- og foderlade påbegyndt.

- Den er på 750 kvadratmeter og har også plads til maskiner. Dem har jeg dog ingen af udover en rendegraver, idet min far har resten af maskinparken, vi har brug for i marken, siger Robert Kristensen.

På det tidspunkt blev vejene også anlagt, og det var godt.

- Man kan ikke lave en vej og tage den i brug til tunge lastbiler og maskiner med det samme. I al fald ikke her hos os.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggeriet af stalden blev imidlertid udskudt.

- Udbruddet af mund- og klovesyge fik mig til at vente indtil oktober 2001, hvor vi startede med at bygge svinestalden, fortæller Robert Kristensen.

Stalden, som kunne modtage de første grise den 1. februar 2002, er på 1.200 kvadratmeter, og meget af den er tegnet af Robert Kristensen selv.

- Jeg arbejdede meget med byggeriet selv, men det var Saksbyg, som stod for byggeriet, SR-Entreprise stod for opsætning af inventaret fra Snaremose Staldinventar, og SSP-el havde elarbejdet.

Prisen for det samlede projekt inklusiv byggemodning, vej og rådgivning løb op i 3,7 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Går på trapper

Cirka en tredjedel af stiernes areal er spaltegulv, og to tredjedele har dybstrøelse, som skal muges ud en gang årligt.

- Gulvet under dybstrøelsesarealet er isoleret for at sikre, at omsætningen er i orden, forklarer Robert Kristensen.

Væggene og loftet er også isoleret, og udluftningen er naturlig via store luftindtag i den øverste halvdel af murene og ovenlys med ventilationsåbninger.

Fra spalterne er der trappetrin ned til arealet med dybstrøelse.

- Trinene er 10 cm høje ved de små grise og 20 cm ved de større.

Når dybstrøelsesmåtten er fjernet, er der en meter ned til bunden.

Træ som inventar

Ved valget af inventar lagde Robert Kristensen vægt på, at det ikke skulle ruste væk, mens det var dækket af dybstrøelsen.

- Jeg blev opmærksom på, at man kan bruge det samme træ, som bliver brugt i blandt andet lystbådehavne.

- Det er hårdt, det kan holde til at sidde fugtigt, og så gnaver grisene ikke i det, fortæller Robert Kristensen om sine erfaringer til dato med det utraditionelle inventar.

Skillerummene mellem de enkelte stier, der maksimalt har plads til 65 grise, kan fjernes i arealet med dybstrøelse, når der skal muges ud.

Stalden er i øvrigt lavet, så den kan forlænges uden de store problemer, hvis produktionen på et tidspunkt skal udvides.

Fasefodring

Robert Kristensen bruger ikke eget korn til fodring, men køber færdigfoder.

- Jeg tager to tilbud hjem og vælger det bedste af dem, forklarer han.

Der bliver brugt fasefodring med tre typer foder:

- Jeg kan selv vælge, hvilken blanding eller kombination af blandinger, der skal udfodres i den enkelte sti.

Systemet kommer fra Daltec, og der er tre foderautomater i de fleste stier, men fem i stierne med de mindste grise.

I det daglige er der en halv times arbejde i stalden, og mandag leveres der grise, onsdag bliver der vejet grise, og hver anden torsdag kommer der 200 nye smågrise.

- Hver gang, vi sætter nye grise ind, har vi vasket spaltearealet i de fire stier, der bliver brugt til indslusning i stalden.

- Vi har prøvet forskellige metoder, og man skal være villig til at tilpasse i takt med de erfaringer, man får, fortæller Robert Kristensen.

Ønsker modspil fra konsulenterne

Som ung og nyetableret landmand har Robert Kristensen brug for rådgivning - og dokumentation overfor sine kreditorer i form af driftsbudgetter, regnskaber med mere.

- Jeg mener, at landbrugets egne konsulenter er blevet for dyre, og jeg har brugt penge på konsulenter, som om jeg har en omsætning på 25 millioner kroner årligt.

- Samtidig er jeg ikke overvældet af den sparring, jeg får.

- Den kunne blive bedre, og jeg er ikke interesseret i et budget, som blot er lavet ud fra mine egne oplysninger.

- Jeg ønsker et modspil og en aktiv rådgivning, fremhæver han.