Abonnementsartikel

En større kampagne fra Kødbranchens Fællesråd blandt andet med reklamespots i TV2 skal medvirke til at hæve prisen på slagtekreaturerne

Legalt tyveri. Sådan oplever mange danske mælkeproducenter og deres kollegaer med kødkvæg afregningerne fra kreaturslagterierne.

- Jeg sendte tre køer til slagt, hvoraf de to ikke var slutfedede. De to indbragte under ni kroner kiloet, forklarer Kåre Larsen, mælkeproducent med en RDM-besætning i Nordsjælland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og han er så langt fra den eneste, der har oplevet, at en ko på knap 600 kg kun har hjembragt cirka 2.000 kroner fra slagteriet.

Det skal der gøres noget ved, mener Kødbranchens Fællesråd (KF), som netop har skudt en større imagekampagne i gang med titlen "Smagen er bøf".

- Vi vil anvende fire millioner kroner i resten af 2002 og fortsætte vores kampagne i 2003 og 2004, fortæller Lennart Korsgaard Nielsen, formand for KF.

Tabt økonomisk terræn

De danske forbrugere skal igen rette interessen mod oksekødet, når der skal købes kød til hverdag, weekend og fest.

- BSE-krisen og udbruddet af mund- og klovesyge i England sendte priserne på kalve- og oksekødet nedad i en foruroligende grad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tidligere var det sådan, at svinekød kostede det samme i slagtet vægt, som oksekødet kostede i levende vægt. Men sådan er det ikke mere, nu er forskellen snævret meget ind, påpeger H. R. Thomsen, direktør i KF.

- Formålet med kampagnen er at fastholde okse- og kalvekødet på en sikker plads i forbrugernes bevidsthed og indkøb, forklarer Erhardt Franzen, underdirektør i KF.

- Vi vil også understrege dets gode kvaliteter, og så vil vi skabe sympati for en fornyelse i markedsføringen.

- Alt sammen skal det medvirke til at skabe et bedre image og derfor forhåbentligt også et bedre salg med højere pris til følge, siger Erhardt Franzen.

Vil sælge på det danske

Kampagnen skal sælge dansk okse- og kalvekød på den danske oprindelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da vi i sin tid arbejdede med projektet LandboOksen, viste vores undersøgelser, at forbrugerne lægger stor vægt på, at kødet er dansk.

- Men vi skal også lægge vægt på fødevaresikkerheden, som aldrig har været større end nu med hensyn til det danske okse- og kalvekød, understreger Erhardt Franzen.

Udover disse forhold vil der blive lagt vægt på, at danskerne spiser flere måltider uden for hjemmet,. Der er ønske om, at maden skal være nemmere at tilberede, og derfor vil måltidsløsninger komme mere i centrum.

Men selvfølgelig vil den gode, møre bøf også være i centrum. Det er den blandt andet i de reklamespots, danskerne kommer til at opleve på TV2.

På drømmende fisketur

Det ene af de to TV-spots, som Kødbranchens Fællesråd vil bruge i kampagnen, viser to mænd, der er ude at fiske. Der er ikke rigtigt bid, og i stedet giver de sig til at drømme om en bøf, de engang har spist….

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det andet indslag begynder to dansktalende, italienske pizzakokke at drømme om saftig bøf, som deres mor lavede den. Og hvem træder ind af døren – det gør såmænd mor, og så er smagen godt på vej til at blive rigtig bøf.

Et andet element er store reklamer ophængt ved trafikknudepunkter, så danskerne kan blive mindet om, at "Smagen er bøf".

For lidt af det gode

Desværre er der også malurt at drysse ud over kampagnen.

- Der er for lidt af det gode oksekød, sagde H. R. Thomsen.

Denne konstatering kunne Heino Hansen, ferskvarechef i Samkøb, der køber ind til 38 købmænd fortrinsvis placeret i Nordsjælland, nikke genkendende til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi prøvede for et par år siden at skifte fra nordtysk højkvalitetsoksekød fra Danish Crowns slagteri i Husum til kød fra danske dyr. Men det gik ikke, fordi kvaliteten med hensyn til mørhed og fedtmarmorering var for dårlig. Og det gav for dårligt salg.

Så når Samkøb skal trække kunder til med det bedste oksekød, er det på basis af tyske dyr.

Helheden er glemt

Gennem det seneste årti har KF brugt mange penge på projekter, hvis mål har været at hæve kvaliteten af det danske okse- og kalvekød.

- Vores opgave har været at afprøve forskellige koncepter og muligheder, mens det har været op til producenterne, slagterierne og detailhandlen at udnytte de kommercielle muligheder, forklarer Erhardt Franzen.

Efter hans mening bør der især gøres noget mere for at bedre kvaliteten af de malkekøer, der slagtes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De store stalde, der i dag bliver bygget til malkekøer, er udelukkende baseret på en optimal produktion af mælk. Set udfra en overordnet betragtning er det for smalt.

- Jeg mener, at helheden i mælkeproduktionen er gået tabt ved kun at satse på mælken og glemme kødet.

- Men jeg erkender, at det er mælkeproducenten, som træffer den beslutning.

- Forsøg har dog vist, at der er penge i slutfedning, og det vil bringe mere godt, dansk oksekød ud til detailhandlen, påpeger Erhardt Franzen.