Abonnementsartikel

Private alternativer er en alvorlig trussel for landbrugets rådgivningstjeneste, vurderer virksomhedskonsulent med speciale i landbrug

- De kommende fem år vil virkelig åbne markedet for selvstændige rådgivere inden for landbruget, vurderer Niels Hald, virksomhedskonsulent med speciale i landbrug.

Han er medejer af firmaet Hald og Lie, der har stået for et udviklingskursus for fagkonsulenter hos LandbrugsRådgivning Østjylland I/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kulturforandringer i landbruget pisker rådgivningscentrene til at ændre strategi, hvis de ikke vil køres bagud af dansen, mener han.

- Loyaliteten hos dagens landmænd er markant vigende. Det er ikke som i vore forældres tid, hvor man var tro mod sin landboforening, siger Niels Hald.

Men landbrugets rådgivningstjeneste ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

- Vi har en god og solid basis med en svagt stigende markedsandel. Vi er de førende på området og har tillid til, at vi bliver ved med at være det, siger konsulent Morten Sejersen fra Landskontoret for Driftsøkonomi.

Fokus på uddannelse

Virksomhedskonsulent Niels Hald forudser vanskeligheder med at fastholde konsulenterne i det etablerede rådgivningssystem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Flere konsulenter har svært ved at finde sig til rette i den etablerede rådgivningstjeneste med politiske interesser, vurderer han.

Landbrugets rådgivningstjeneste melder om en øget indsats på uddannelses- og kursusfronten.

- Vores rådgivere har behov for at udvikle sig som alle andre. De kan blive bedre til at sælge sig selv og til at formidle deres viden. En klar adskillelse af landboforeningernes politiske og rådgivningsmæssige opgaver vil også gøre arbejdet lettere for konsulenterne, påpeger Niels Hald.

Flere steder er denne udvikling i gang. LandbrugsRådgivning Østjylland har for eksempel udskilt rådgivningen i et I/S.

Niels Hald mener imidlertid, at det bliver svært for rådgivningscentrene at give en ordentlig løn, og det kan få de dygtigste konsulenter til at søge andre græsgange eller starte deres egen virksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er blevet mere legalt at differentiere på lønområdet, således at ikke alle konsulenter får den samme løn, siger Morten Sejersen, Landskontoret for Driftsøkonomi.

Statstilskud reduceres

- Landbrugets rådgivningstjeneste har levet af statstilskud i en lang årrække. Nu er den virkelighed ved at være slut, siger Niels Hald.

- Der bliver tale om store forandringer for den enkelte konsulent, hvis rådgivningstjenesten skal til at fungere på frie markedsvilkår, mener han.

Han mener, at rådgivningstjenesten allerede i dag er presset af private rådgivere som for eksempel PricewaterhouseCoopers og Deloitte & Touche, der scanner markedet for de mest profitable kunder for så at overlade resten til landboforeningernes rådgivningscentre.

- Uden de store kunder med specielle behov kan det blive vanskeligt for rådgivningstjenesten at tilbyde sine ansatte faglig udvikling. Det kan i sidste ende gå ud over det produkt, som de forsøger at sælge, vurderer Niels Hald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Morten Sejersen mener, at landbrugets rådgivning har godt fat i de store kunder og nævner, at Patriotisk Selskab tilbyder rådgivning netop til de store bedrifter og øger markedsandelen i disse år.