Abonnementsartikel

Efter 11 års samarbejde med Børsen og Bonniers er FagbladsGruppen A/S købt tilbage

I forbindelse med omstruktureringer i Bonnier-koncernen er FagbladsGruppen A/S, der udgiver MaskinBladet, ByggeTeknik og Bonique, solgt til adm. direktør Jørgen Lindhard som hovedaktionær med overtagelse den 1. oktober 2002.

Med i ejerkredsen er desuden økonomichef Michael Østergaard, chefredaktør Niels Damsgaard Hansen og webmaster Niels Konstantin-Hansen samt Sven Togsverd, Dansk Avistryk A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overtagelsen omfatter alle aktiviteter i FagbladsGruppen, som kører videre efter samme forretningskoncept som hidtil både med hensyn til betjening af kunder, den redaktionelle linje og øvrige aktiviteter.

Aktiviteterne i FagbladsGruppen A/S omfatter foruden MaskinBladet også bladene ByggeTeknik og Bonique samt internetportaler tilknyttet disse blade.

- Vi vil fortsat lægge vægt på den frie og uafhængige linje i alle vores udgivelser, som vil forblive førende inden for hver deres faglige felt til glæde for såvel læsere som kunder, udtaler Jørgen Lindhard.

- Der er lagt vægt på, at FagbladsGruppen igen er tilbage på familien Lindhards hænder, hvilket virksomheden var, indtil Børsen A/S delvis overtog selskabet i 1991, forklarer Michael Cordsen, adm. direktør i Bonnier Publications A/S.

- I forbindelse med de strategiske omlægninger i Bonnier-koncernen, som omfattede nedlæggelse af Bonnier Business Publications, har vi valgt at fokusere på andre områder end fagblade. Derfor har vi nu frasolgt FagbladsGruppen og tidligere Børsens Nyhedsmagasin, fortsætter Michael Cordsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- FagbladsGruppen har de seneste fem år markeret sig stærkt inden for udgivelsen af fagblade, og vi har også udviklet stærke portaler på internettet. Den linje ønsker vi at fortsætte, og min tro er, at vi kan fortsætte den positive udvikling, siger Jørgen Lindhard.

I forbindelse med overtagelsen vil der ikke ske ændringer i medarbejderstaben, der er central i de aktiviteter, FagbladsGruppen har.

FagbladsGruppen A/S beskæftiger pt. 30 ansatte.