Dansk Limousine Forening har valgt at lave en ny helhedsaftale med LandbrugsRådgivning Østjylland, (LRØ), skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Fremover skal LRØ forestå både sekretariatsfunktionen, kassererfunktionen samt konsulentvirksomheden.
Konsulentvirksomheden varetages allerede på nuværende tidspunkt i LRØ-regi. Det er et resultat af, at Jørgen Skov Nielsen skifter fra Regionsudvalget for Kvæg i Vejle Amt til chefkonsulentstillingen i kvægafdelingen hos LRØ.
Skiftet fra Landskontoret til LRØ skal ses som et resultat af den omstrukturering, der for øjeblikket sker i Landbrugsorganisationerne, skriver Dansk Limousine Forening.
Foreningen påpeger endvidere, at skiftet på ingen måde skal ses som utilfredshed med forholdene på Landskontoret, som de har benyttet de seneste 18 år.





