Abonnementsartikel

Veterinærchef Karsten Aagaard, Dansk Kvæg, mener ikke, at der var grund til at orientere kvægbrugerne om, at mælke- og blodprøver til overvågning af BVD også blev testet for Salmonella Dublin

Alle kvægbrugere har nu modtaget et brev fra Fødevaredirektoratet og Dansk Kvæg med ejendommens Salmonella Dublin-niveau.

Analyserne på de enkelte besætninger er foretaget på det materiale, som i forvejen er indsendt fra de enkelte bedrifter i forbindelse med overvågningen af IBR og BVD. I praksis betyder det, at størstedelen af analyserne stammer fra de kvartalsvise tankmælksprøver fra malkekvægsbesætningerne, og de årlige blodprøver fra de kvægbesætninger, hvorfra der ikke leveres mælk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ejendommene er inddelt i tre niveauer efter deres Salmonella Dublin-status.

Niveau 1 er sandsynligvis fri for salmonellatypen. Niveau 2 betyder, at besætningen sandsynligvis ikke er fri for Salmonella Dublin, og i niveau 3 anses besætningen smittet med Salmonella Dublin.

Niveau 2 og 3 er desuden opdelt i to underniveauer A og B, som nærmere præciserer, hvorfor besætningen befinder sig i en af de to grupper.

Kunne ikke være anderledes

I seneste udgave af MaskinBladet efterlyste både landmænd og rådgivere mere information om overvågningsprogrammet, og hvordan det kommer til at påvirke den enkelte kvægbruger.

I Dansk Kvægs nyhedsbrev den 18. oktober 2002 erkender veterinærchef Karsten Aagaard, at "det tilsyneladende ikke har været godt nok." I øvrigt mener han ikke, at forløbet kunne have været anderledes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De bemærkninger falder ikke i god jord hos de kvægbrugere, MaskinBladet har talt med.

- Veterinærchefen mener tilsyneladende, at det er bedst, at bønderne lever i uvidenhed og ikke ved, hvad en organisation som Dansk Kvæg er i gang med at søsætte sammen med Fødevaredirektoratet.

- Det synes jeg er foruroligende og kan kun opfordre til, at kvægbrugets egen organisation går foran og giver en saglig og reel information om de tiltag, som tages, og som skal tages for at bevare sikkerheden hos fødevarerne.

- Specielt i en situation som denne, hvor de hemmeligholdte resultater pludselig kan læses af offentligheden på nettet, var det på sin plads med informationer direkte til landmanden, siger en tydelig irriteret kvægbruger.

Handlingsplan mangler

Artiklen fortsætter efter annoncen

I samme udgave af nyhedsbrevet fra Dansk Kvæg oplyser Karsten Aagaard, at der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer en handlingsplan for, hvordan besætninger hurtigt kan komme ud af Salmonella Dublin-problematikken.

Det virker lidt paradoksalt, når Fødevareminister Marianne Fischer Boel sidst i september udtalte:

- Jeg vil gerne opfordre erhvervet til at gøre aktivt brug af handlingsplanen, så vi kan få nedbragt antallet af smittede dyr – og dermed også antallet af mennesker, der bliver smittet.

Har Dansk Kvæg lovet ministeren noget, de ikke kan holde, og hvornår får erhvervet den handlingsplan?

Måske gives der svar på disse spørgsmål og mange andre, når Dansk Kvæg i de kommende uger arrangere 12 orienteringsmøder rundt om i de forskellige regioner.