Økologisk Landsforening går i offensiven for at skærpe debatten om de potentielle farer, der er ved ophævelsen af GMO- restriktionerne i EU.

Foreningen fortæller i en pressemeddelelse, at konkrete erfaringer fra Canada viser, at økologiske og traditionelle landmænd har stor risiko for at få ødelagt deres høst af raps og majs samt lide voldsomme økonomiske tab, hvis konventionelle naboer dyrker gensplejset raps.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forklaringen er, at pollen fra marker med gensplejsede planter spredes ved hjælp af vind og insekter. Det bestøver og dermed forurener planterne på de økologiske og konventionelle GMO-fri marker.

Raps og majs er blandt de afgrøder, der vil kunne dyrkes i gensplejset udgave i Danmark, hvis først EU og dernæst regeringen og Folketinget åbner for gensplejsede planter her i landet.

Offentlige debatmøder

De canadiske erfaringer og spørgsmålene om ansvar og erstatning er blandt emnerne, når Økologisk Landsforening holder fire offentlige debatmøder om gensplejsede planter fra 28. til 31. oktober i henholdsvis Bredebro, Fredericia, Års og Roskilde.

Møderne vil blandt andet få deltagelse af en skotsk økologisk landmand, der er aktiv i modstanden mod GMO-afgrøder i Storbritannien.

I Sverige har hele landbruget sagt nej tak til gensplejsede afgrøder, og en konventionel landmand fra Sverige vil fortælle om den svenske GMO-fri strategi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden vil Økologisk Landsforenings formand Knud Erik Sørensen eller næstformanden Henrik Refsgaard lægge op til debat om, hvorvidt der skal være gensplejsede afgrøder på danske marker, og om der er økonomisk fordel ved gensplejsede afgrøder.

Canadiske problemer

De canadiske erfaringer er ifølge Økologisk Landsforening blandt andet beskrevet i en reportage i avisen The Toronto Star for nylig.

Avisen fortalte om den økologiske landmand Alex Nurnberg, der fik analyseret sin majs efter årets høst.

Det viste sig, at ud af 100 tons var 15-20 tons forurenet med pollen fra GMO-planter. Den forurenede majs kan ikke sælges som økologisk men kun som konventionel, hvilket vil sige til halv pris.

Økologi-kontrollen i delstaten Ontario melder om et par sager om året med GMO-forurening alene i denne del af Canada.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endnu værre er problemerne med GMO-raps. Ifølge en nylig rapport fra den britiske økologi-organisation Soil Association er de fleste økologiske landmænd i Canada helt holdt op med at dyrke raps på grund af problemerne med pollen fra den gensplejsede raps.