Knap 160 landmænd deltog torsdag 3. oktober 2002 i et lukket delegeretmøde i Dansk Familielandbrug på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens.

Det er stort set de samme mennesker, der 29. november skal stemme for eller imod en fusion med Landboforeningerne, så langt størstedelen af mødet blev naturligt nok brugt på at diskutere en eventuel fusion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er ikke i tvivl om, at der er flertal for at gennemføre fusionen. Men om så flertallet er tilstrækkeligt stort, tør jeg ikke vurdere lige nu, udtaler Dansk Familielandbrugs formand, Peder Thomsen til Børsen.

Grunden til hans usikkerhed er, at der skal være to tredjedels flertal for at gennemføre fusionen.

Hård nej-linie

Næstformanden, Niels Christian Larsen, der hele tiden har argumenteret for et nej til fusion, siger til Børsen, at han håber, at de delegerede ikke stemme ja, fordi de kan spare 300 kroner i kontingent. Men at de vil tage en beslutning om, hvor krydset skal sættes ud fra deres holdninger.

Specielt i Landbrugsmagasinet er linierne fra nej-siden trukket hårdt op. Så hårdt at det tilsyneladende har fået nogle af landmændene skubbet længere over mod et ja.

-Det bliver en snæver afgørelse. Men hvis de næste måneder bliver brugt til saglige og fornuftige argumenter fra vores side, så tror jeg, at tiden arbejder for en fusion, siger Henrik Bertelsen, der er et af de yngre medlemmer af bestyrelsen.