Abonnementsartikel

Reklamen går bogstavlig talt fra mund til mund, og de stolte gamle traditioner vinder kunder til Aabybro Mejeri og dets Ryå Is

Du skal ikke blive mejerist. Det er alt for ustabilt et erhverv. Sådan lød rådet fra mejeriejer Anker Lindhardt til sønnike.

Trods rådet fører sønnen Niels Henrik Lindhardt Aabybro Mejeri videre. Og selv med nordjysk beskedenhed går det ikke så ringe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han sidder i sin hvide kittel i familiens stue og taler i den trådløse telefon. Det er med en kvinde, der har smagt Ryå Is ved en fest og nu gerne selv vil bestille en islagkage. Den slags opkald får han mange af – og han elsker dem.

- Det er reklame, hvor kunden med sikkerhed ikke bliver skuffet, siger Niels Henrik Lindhardt, der ikke annoncerer nogen steder, men alligevel udvider kundekredsen.

- Konfirmationstiden er højsæson. De, der som gæster har fået Ryå Is, vil også selv servere vores is til børnenes konfirmation, forklarer en tilfreds Niels Henrik Lindhardt.

Mens han taler, kan han høre, om det er literis, islagkager eller isvafler, som personalet er ved at lave. For mejeri og privatbolig er kun adskilt af en dør, og den svage lyd fra maskinerne holder ham orienteret.

Kun tre tilbage

Niels Henrik Lindhardt er opvokset på mejeriet. Men det har ikke forhindret ham i nytænkning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mejeriet havde altid lavet mælk og ost og havde egne mælkeleverandører. En stor del af produktionen var smør blandt andet Lurpak, der blev eksporteret til England. Men da blandningsprodukter som Kærgården vandt frem, fik mejeriet et stort fedtoverskud.

Det problem har Niels Henrik Lindhardt vendt til en fordel ved at omstille produktionen til is. Dog laves der stadig noget smør samt rygeost og knapost. Mælken kommer nu fra Hirtshals Andelsmejeri.

- Det er svært at sælge smør til forretningerne på grund af Arlas markedsføringsbidrag, som forsvinder, hvis butikkerne tager vores smør ind på hylderne. Så vi sælger i stedet til restauranter og flyselskaber, siger mejeriejeren.

De fine restauranter og businessclass hos to store flyselskaber byder således både på smør og is fra Aabybro Mejeri.

Da Niels Henrik Lindhardt i 1990 begyndte at lave islagkager, var der mere end 10 danskejede isproducenter. Nu er der kun Polar Is, Vebbestrup og Ryå Is tilbage med store anlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjem Is, der også producerer is i Danmark, er schweizisk ejet.

- Jeg tror, der kommer flere ismejerier med specialprodukter i løbet af årene. Vi er på vej til drømmesamfundet. Folk vil have oplevelser, når de køber en vare. De vil se stedet og have en snak med folkene bag, spår Niels Henrik Lindhardt.

Og der findes da også både bagere og økologiske gårdbutikker med flere, der så småt er i gang.

Heiberg Is

Kølebilen med Ryå Is-mærket på siden kører efterhånden rundt til godt 100 kunder. Det er foruden grossister og restauranter også supermarkeder og andre mejeriudsalg.

Men Aabybro laver også is under et andet mærke. For den berømte kok Morten Heiberg kom for nogle år siden på besøg med en ide. Han ville have Niels Henrik Lindhardt til at lave en helt unik is. Den bliver nu solgt med stor succes under navnet Heiberg i blandt andet Irmas butikker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Henrik Lindhardt har vist sig at være god til at lave det, kunderne vil have. Alligevel var han lidt tvivlende overfor Morten Heibergs forslag.

- Jeg må indrømme, at jeg er meget overrasket over Heiberg. Han har fundet et andet klientel og sælger relativt meget.

Det er dog ikke alle eventyr, der er ender lige så godt.

- Vi får mange skøre forslag. Dem fører vi også gerne ud i livet. Men så bliver det på kundens regning, siger Niels Henrik Lindhardt, der efterhånden er blevet klog af skade.

Islandsk konsulent

Da Niels Henrik Lindhardt var blevet uddannet mejerist, arbejdede han i såvel Pakistan som England og Island, hvor han i 1985 lærte at lave is.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu er rollerne bytte om, og han bliver brugt som konsulent af islændingene.

- På et tidspunkt ringede de. De ville have en blå is med den og den smag. Så jeg gik i laboratoriet og fandt ud af noget, husker Niels Henrik Lindhardt.

Han er ikke den eneste, der kan lide at eksperimentere. Det viser sig tydeligt, da Ole Vestergård dukker op i stuen i sin hvide kittel og hat med en kop i hånden.

- Tror du, de her sølvkugler kan smeltes i mikrobølgeovnen, spørger han.

- Måske, det er da sukker. Du kan jo gå ud i køkkenet og prøve, lyder svaret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kort efter grines der i køkkenet. Det kunne man ikke!

- Så finder jeg ud af noget andet, siger Ole Vestergård, der er ved at lave en islagkage til en fiskehandler. Og så vil han gerne lave en fisk med skæl som pynt.

- Generelt er vi luddovne alle sammen. Men alligevel holder vi aldrig helt fri. Nogle gange dukker en medarbejder op om aftenen med "jeg har lige tænkt på noget…", siger Niels Henrik Lindhardt, der er meget tilfreds med sine ti trofaste medarbejdere.

Specialkager

Sortimentet hos Ryå Is bestod i begyndelsen af to forskellige islagkager og tre typer is. Nu er der 10 islagkager, der altid er på lager, samt 20 forskellige slags is. Det er flødeis, kærnemælksis, sorbet, fromage og sukkerfri i diverse varianter.

Men en større og større del af tiden ved pyntebordet bliver brugt på islagkager, der er bestilt specielt med navn, foto, eller en særlig figur. Det er ved for eksempel firmafester, fødselsdage og bryllupper, hvor mejeriet leverer islagkager i flere etager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et stort hit. Specielt bryllupskager og store islagkager til 25-125 personer med for eksempel med en peberkværn på til 30-års fødselsdage laver vi en del af, fortæller Niels Henrik Lindhardt.

Den største havde et stativ, der var 120 cm i diameter i bunden og 2,40 meter højt. Islagkagen til 1500 personer blev dog lavet mest for sjov 2. juni 2000 og kan nu ses i Guinness Rekordbog.

Men det er svært at finde nogen, der kan dekorere is. Udlærte mejerister med is som speciale er der alt for få af.

- Problemet er, at der er brug for 200 nye mejerister om året, eftersom halvdelen bliver opslugt af andre erhverv til at lave øl, marmelade og meget andet. Men der er kun 40, der er begyndt på uddannelsen i år, siger Niels Henrik Lindhardt.

Det har han svært ved at forstå, for han synes selv, at det er en spændende uddannelse, der kan bringe én vidt omkring. Han har selv haft mange spændende oplevelser i ind- og udland takket være sine uddannelser som mejerist og mejeritekniker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Orlov til is

Det var nu hverken den ene eller anden slags mejeriprodukt, Niels Henrik Lindhardt havde i tankerne, da han selv begyndte at arbejde.

Først efter en periode som fotograf for småaviser fik han øjnene op for mejeristuddannelsen, der gav mulighed for at komme ud i verden.

Mejeriet, han var vokset op på, begyndte i 1888 som et traditionelt andelsmejeri for i 1947 at blive privatejet.

Efter nogle år som bestyrer på et andet mejeri købte Anker Lindhardt i 1968 mejeriet i en tid, hvor mejerierne ellers var begyndt at lukke. Og Niels Henrik Lindhardt havde ingen planer om, at overtage efter faderen.

Men da han blev forvalter på Arla Foods i Branderup, begyndte tankerne om selv at få en produktion af is i gang i Aabybro.

Efter indkøb af maskiner blev weekenderne brugt hjemme på det lille mejeri med at lave islagkager. Problemet var bare, at folk fik smag for dem, og weekenderne havde ikke timer nok til, at Niels Henrik Lindhardt kunne følge med.

- Jeg fik orlov fra Branderup, for jeg havde aldrig før prøvet at arbejde sammen med far, fortæller han.

Der var nu ingen grund til at bekymre sig om samarbejdsproblemer. Det gik fint med det løbende generationsskifte, og Anker Lindhardt arbejder stadig på Aabybro Mejeri.

Telefonen ringer igen. Det har familien Lindhardt vænnet sig til. De holder aldrig fri. For det er altid Niels Henrik eller fruen, Alice Lindhardt, der også arbejder i mejeriet, som tager telefonen.

- Så får folk en i røret, der kan svare på deres spørgsmål med det samme, siger mejeriejeren og glæder sig over mund til mund reklamen.foto 1