Fødevareminister Mariann Fisher Boel har indgået en aftale med parterne bag Vandmiljøplanen om at anvende en del af de penge, der oprindeligt er afsat til omlægning til økologisk jordbrugsproduktion, til mere generelle økologifremmende formål.

Parterne – udover regeringspartierne er det SF, S, RV – er blevet enige om at afsætte i alt 25 mio. kroner i 2003 til fremme af den økologiske afsætning og til fremme af anvendelsen af økologiske produkter i bl.a. offentlige storkøkkener.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er glad for, at det på denne måde er lykkedes at nå til enighed om at investere i at fremme den økologiske idé, siger Mariann Fisher Boel.

- Der er desværre for tiden ikke så mange landmænd, der overgår til økologisk drift. Derfor er behovet for direkte støttekroner lavere, end vi havde håbet på. Til gengæld er der et stort behov for en mere strategisk indsats for at understøtte den økologiske tankegang, og jeg tror at vi med denne aftale har skabt grundlag for fornyet tilvækst af økologiske landmænd på lidt længere sigt, siger ministeren.