Abonnementsartikel

Vælgerne i staten Oregon, USA, stemte nej til en tvungen mærkning af GMO-fødevarer

I forbindelse med valget til Senatet den 5. november 2002 havde borgerne i staten Oregon også lejlighed til at stemme om et forslag, der kunne gøre staten til den første i USA med tvungen GMO-mærkning af fødevarer.

Modstanden mod tvungen mærkning var så alvorligt ment, at de store biokemiske koncerner inden for landbrugssektoren – Monsanto, Dow og DuPont – ifølge avisen USA Today via en brancheorganisation afsatte 3,7 mio. dollars (ca. 32 mio. kr.) til deres kampagne mod tvungen GMO-mærkning i staten. Andre bidrog med 1,3 mio. dollars (11,0 mio. kr.).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt disse er the Coalition Against the Costly Labelling Law (på dansk: Sammenslutningen mod den kostbare lov om mærkning), der inkluderer firmaer som Heinz, General Mills, Hershey, Kellogg, Sara Lee, Procter & Gamble og PepsiCo.

Til at støtte kampagnen for en tvungen mærkning indsamlede tilhængere 83.000 dollars (714.000 kr.), og Oregon Concerned Citizens for Safe Foods (på dansk: Bekymrede Oregon-borgere for sikre fødevarer) modtog en donation på 10.000 dollars (86.000 kr.), mens resten af pengene stammer fra enkeltpersoner og mindre supermarkeder.

Borgerne i Oregon stemte nej til forslaget – da der var optalt 54 pct. af stemmerne havde 73 pct. stemt nej og 27 pct. ja.

Ifølge et Associated Press-interview med en repræsentant for nej-kampagnen skyldes det forholdsvis klare nej, at borgerne ikke ønsker at betale for en fordyrende mærkning, som både er misvisende og unødvendig.

Donna Harris, som var igangsætter af initiativet for en mærkning af GMO-fødevarer, erklærer, at hun vil bringe spørgsmålet på banen igen i 2004. Hun vil også medvirke til, at andre stater forsøger at få et påbud om mærkning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg føler det, som om vi har igangsat en bevægelse over hele USA. Og det er foruroligende at opleve, at firmaerne bruger så mange penge, blot fordi forbrugerne vil vide, hvad de spiser, sagde Donna Harris til Associated Press.