Det bliver entreprenørfirmaet MT Højgaard, der skal gøre arbejdet med at anlægge motortrafikvejen mellem Bredsten og Vandel færdigt.

MT Højgaard overtager arbejdet efter Brødrene A. & B. Andersen, der gik konkurs i oktober 2011. Oprindeligt var det Davidsen Partnere A/S, der havde vundet entreprisen, men de blev erklæret konkurs i julen 2010.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MT Højgaard bliver dermed det tredje entreprenørfirma, der vinder entreprisen på samme strækning. Arbejdet går i gang med det samme, og Vejdirektoratet forventer at kunne åbne vejen i oktober i år.

- Vi er rigtig glade for at have fundet en ny entreprenør. Foråret er på vej, og sæsonen for vejarbejde står for døren, så det er vigtigt, at arbejdet kommer i gang igen, siger projektleder i Vejdirektoratet Janie Winter Ipsen.

Forsinket åbningsdato

Åbningsdatoen for den nye motortrafikvej var oprindelig sommeren 2012, men på grund af to entreprenør-konkurser inden for et år, har Vejdirektoratet været nødt til at rykke datoen til oktober 2012.

 En del af den nye motortrafikvej - strækningen mellem Hærvejen og Vandel - blev dog taget i brug allerede i december 2011.

Arbejdet med denne del af motortrafikvejen blev fremskyndet for at begrænse generne for trafikanterne på strækningen og beboerne i Vandel. En midlertidig trafikomlægning sendte trafikanterne på Billundvej ind igennem Vandel by. Vejdirektoratet fandt derfor en entreprenør, der kunne gøre vejstykket færdigt i efteråret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

 Vejdirektoratet har brugt vinteren på at få det fulde overblik over, hvilke arbejder der mangler at blive udført, for at de resterende syv kilometer motortrafikvej kan åbne for trafik i oktober. Arbejdet blev udbudt i slutningen af februar i år, og MT Højgaard vandt entreprisen blandt tre bydende.