En svineproducent med ønsket om, at hans gård skulle drives videre, hjalp tyske Martin With til en glidende overtagelse af gården med 330 søer.

Martin With blev faglært landmand i Tyskland, hvor han mødte den danske aupair-pige Helle Platz.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter endt uddannelse flyttede han i slutningen af 1988 over grænsen til Helle Platz, der boede i Ribe.

- Jeg har altid drømt om at få mit eget, men regnede ikke med, at det kunne lade sig gøre, fortæller Martin With.

- En hektar i Danmark koster måske 80.000 kroner eller mere, men i Tyskland skal mine studiekammerater af med mindst 80.000 D-mark, så 90 procent af gårdene går i arv, for der er næsten ingen, der har råd til at købe dem, forklarer han.

Og i Danmark kunne han blot købe en gård med 30 hektar, da han har ikke det grønne bevis. Efter han stiftede familie, syntes han ikke, han kunne vende tilbage til skolebænken.

Martin With havde altid arbejdet med køer, hvilket han fortsatte med i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men på et tidspunkt fik han arbejde på en svinegård i Kvong mellem Tarm og Varde, hvor han fik god erfaring med svin og opdagede, at erfaringen og et sprøjtecertifikat var nok til at få lov til at købe en større bedrift.

Tilbudt gård

Da familien flyttede til Kvong, kom den ældste dreng, Anders, til at gå i klasse med en søn af en landmand med to svinegårde ved landsbyen Orten nord for Varde. Han kom med et uimodståeligt tilbud på den mindste af gårdene.

- Han ville gerne sælge gården til mig, men jeg havde ikke fået sparet penge op, så vi lavede en aftale om, at jeg skulle flytte ind med familien og passe gården, indtil jeg fik råd til at købe den, siger Martin With.

Efter to år gik han i banken med regnskaberne. De tørre tal viste, at han i løbet af 2001 havde indbetalt 100.000 kroner på etableringskontoen.

Men hvis han havde ejet gården havde han haft 600.000-700.000 kroner at sætte fra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med anbefalingerne fra tidligere arbejdsgivere fik han overbevist banken om, at det fornuftigste var at købe gården hurtigst muligt.

1. januar 2002 fik Martin, Helle og deres tre børn skødet på gården, der har 60 hektar jord.

For at have jord nok til de 330 søer, har Martin With en gylleaftale på 30 hektar fra sælgerens gård, der ligger lige ved siden af.

Desuden har han lejet en stald 10 km væk, hvor han opfeder 1.000 slagtesvin om året.

Ny stald

Der fulgte ingen maskiner med i købet, og det passer Martin With fint. For han interesserer sig ikke for markarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bestyreren af nabogården er dygtig til markarbejde, så ham har jeg en aftale med. Han passer jorden lige fra bestemmelse om, hvad der skal i jorden til høstarbejdet, siger Martin With, der dog godkender markplanen.

Pengene mener han skal tjenes i stalden, så der vil han hellere bruge sin tid.

Og han har brug for penge.

Svinestalden, hvoraf noget er en ombygget kostald med for lidt plads, er en gammel bindestald. Så den skal laves om inden 2006 for at opfylde lovkravene, og Martin With synes heller ikke, at det gamle staldsystem er tilfredsstillende at arbejde med.

Søerne står bundne i hele drægtighedsperioden, og her er generelt for lidt plads. Både til dyrene og til arbejdet. Flere steder er pladsen så trang, at man knap nok kan komme frem med en almindelig trillebør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og Martin With selv må næsten gå sidelæns for ikke at støde imod med skuldrene. Desuden er en gammel stald ikke særlig rengøringsvenlig med dens mange rør og krinkelkroge.

Derfor har han en plan om at bygge en ny stald allerede om et par år, og han vil også gerne udvide med nabogården, som han fik forkøbsret til som et led i handlen.

Plan nødvendig

- Man skal have en plan. Hvis ikke man har en, kan man lige så godt lade være, mener Martin With, der da også virker meget overbevist om, hvad fremtiden skal bringe.

Nabogården har 110 hektar og producerer 5.000 slagtesvin, der leveres fra Martin Withs besætning som 30-kilos grise.

Når engang ejeren, der nu er flyttet til Ukraine, vil sælge, er Martin With klar med planerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han vil gerne udvide med mange flere søer, fordi han mener, at slagtesvin ikke kan forrente jorden

Og så kunne familien få mere plads, hvis de kan flytte over på den anden gård, hvor der er et meget stort og stilfuldt stuehus. Nu har de to små børneværelser til tre børn i et hus, der tydeligvis ikke er bygget til en familie med brug for albuerum.

- Men hvis han ikke vil sælge, så har vi undersøgt mulighederne for at bygge til her, fortæller Helle Platz, der efterhånden er faldet godt til på landet, selv om hun i begyndelsen var meget imod det.

- Nu har hun opdaget, at her både er lys og vand, griner Martin With godmodigt.

Medhjælp

Han er glad for, at han har fået muligheden for at begynde med en mindre gård, der dog ikke er mindre, end han har arbejde og økonomi til en landbrugselev, som han deler med naboen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder meget med en selvstændig medhjælper, så jeg kan tage fri en gang imellem. Det giver opbakning fra familien, at jeg har tid til dem. Og børnene kan hjælpe i stalden, hvis de gider, fortæller Martin With.

Han tror også, at familiens opbakning har været vigtig i bankens bedømmelse af fremtidsmulighederne. De har i hvert fald været ude og se gården og familien, hvilket Martin With tager som udtryk for, at de virkelig interesserer sig for hans planer.foto4/3

Men selv om forholdene ikke er ideelle, kan det jo sagtens lade sig gøre at have en god produktion.