Abonnementsartikel

Inge Merete og Torben Pedersen har valgt kontorjobbene fra for at drive egen svinebedrift og samtidig forbedre omverdenens indstilling til svineproduktion

I udkanten af en lille fynsk landsby syd for Odense bor tre drenge og deres forældre på gården Ravnelund, som de til stadighed renoverer.

For Inge Merete Godsk Pedersen er det vigtigt at give omverdenen en fornemmelse af livet på landet. Hverken et rosenrødt billede a la Morten Korch eller skræmmebilledet med ren industri og evigt fikserede svin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og selv om både hun og Torben Pedersen er opvokset på landet, har de foretaget sig nogle meget bevidste valg for at få dagligdagen til at fungere optimalt.

Arbejdsfordelingen er lidt utraditionel,men helt fast.

Hver morgen, når børnene er sendt i skole og dagpleje, går Torben Pedersen ind på kontoret, mens Inge Merete Godsk Pedersen går ud i stalden til de 600 søer.

Både hun og Torben Pedersen er uddannet landbrugsteknikere med henholdsvis svin og økonomi som speciale, men de har valgt kontorkarriererne fra for at få mere tid til familien.

Udearbejde gav stress

Efter endt uddannelse i 1992 lejede Torben Pedersen en gård af sin far. Her opbyggede han en slagtesvineproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Året efter blev Inge Merete Godsk Pedersen færdig på skolebænken og begyndte at kravle op ad karrierestigen på jobkontoret i de fynske landboforeninger.

I 1994 købte de Brøndgården af Torben Pedersens far. Men pladsen var for trang på gården, som ligger inde midt i landsbyen uden udvidelsesmuligheder.

Derfor købte de samme år Ravnelund, der var til salg, og som med sin placering lige uden for byen gav mulighed for at udvide.

Efter en del renovering blev Ravnelund beboelig.

De 100 søer, der var på gården, blev sat ud til fordel for produktionen af 3.500 slagtesvin om året. Der blev produceret lige så mange på Brøndgården.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men efterhånden som Inge Merete Godsk Pedersens job stillede større krav, og Torben Pedersen fik godt gang i produktionen på gårdene, gik det sjove af familielivet.

Selv om Inge Merete Godsk Pedersen et par gange kørte så hurtigt, at hun fik hilsner fra færdselspolitiet, måtte Torben Pedersen i høj grad stå for det huslige samt bringe og hente drengene.

- Da jeg sagde, at jeg gerne ville have et barn mere, sagde Torben nej. Han kunne ikke overkomme mere, husker Inge Merete Godsk Pedersen.

Det fik hende til at sadle helt om.

Byggede til under svinekrise

De arbejder stadig mange timer, men nu er det på skift, og med god tid til Nicolai, Chistopher og Alexander.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Parret valgte at bygge en stald til 600 løsgående søer, så Inge Merete Godsk Pedersen kunne sige sit job op for i stedet at arbejde hjemme på Ravnelund.

Det var noget af en satsning. For ganske vist var de enige om, at man ikke skal bygge, når det går op. For så er man først klar med produktionen, når priserne falder igen.

- Men vi havde ikke forestillet os så stort et fald, siger parret, der blev lidt nervøse, da de havde fuld gang i byggeriet midt under dansk svineproduktions grimme krise i 1998.

- Mange rystede på hovedet af os. Og vi var faktisk ved at overveje, om vi ikke bare skulle sætte 300 søer ind og så fede grisene op fra dem, for der var ingen salg i smågrise, husker Inge Merete Godsk Pedersen.

- På grund af afmatningen i hele svineproduktionen, havde byggefirmaerne ikke haft meget at lave og de ville gerne have erfaring med denne type stalde, så det kostede kun 10.000 kroner pr. årsso, i alt seks mio. kroner at bygge. Heldigvis slog vi til, og stalden stod færdig første januar 1999, da priserne igen begyndte at stige, fortæller Torben Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så var der dog også kun klimastald til 15 kg og ingen gylletank. Det var der i forvejen.

Men det var jo rart at købe avlsdyr, da priserne var nede i seks kroner kiloet. Og begynde at sælge smågrise da priserne begyndte at stige.

Mere arbejde bedre omdømme

Hvis stalden havde været færdig bare dagen før, havde det været lovligt med drægtighedsbokse, men det ville parret ikke have.

- Rent økonomisk var det bedre, hvis vi ikke havde løsdrift, da det under indkøringen har kostet ekstra. Og foderet – roepiller – er også dyrere. Men det her er bedre adfærdsmæssigt, siger Inge Merete Godsk Pedersen, der er meget opmærksom på, at løsdriften også giver et langt bedre omdømme.

Det har samtidig gjort, at de kan levere englandsgrise, hvor prisen er lidt højere. Søerne må til gengæld kun være bokset op i farestalden i fire uger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men Inge Merete Godsk Pedersen lægger ikke skjul på, at løsdrift også giver problemer. For eksempel at grisene tryner hinanden og får rifter.

Hun går i stalden hver formiddag og glæder sig over, at de tog den store beslutning. Efter frokosten har hun nu god tid til familien og den store interesse – at forbedre langbrugets image i befolkningen.

- Der er en stor forståelsesbarriere. Folk tror ikke rigtig, at det passer, når vi fortæller, at vi hver eneste aften går i stalden for at se til dyrene, siger Inge Merete Godsk Pedersen.

Hun møder mange uden for landbruget, for hun er den udfarende type.

Hun er næstformand i børnehavens bestyrelse, første suppleant i kommunalbestyrelsen i Broby Kommune, jæger ligesom Torben Pedersen, holder svinekursus for landbrugsvikarer med begrænset erfaring med svin på Dalum Landbrugsskole og blander sig generelt gerne i diskussioner om landbruget både inden for og uden for erhvervet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kastede gris til pige

Inge Merete Godsk Pedersen viser også gerne skoleklasser rundt i stalden og forklarer dem, de sammenhænge de ofte mangler for at forstå landbrugets handlemåder.

For eksempel havde hun besøg af nogle handelsskoleelever fra Assens.

De ville ud til en økolog, for konventionelt landbrug var noget frygtelig noget. Men de kunne ikke finde en med tilstrækkelig stor produktion. Derfor kom de ud på Ravnelund.

- Jeg blev chokeret. De kendte ikke betingelserne for økologi med hensyn til medicin og usprøjtede marker, fortæller Inge Merete Godsk Pedersen.

Det fik hun hurtigt lavet om på, og så fik de en rundvisning, der ændrede deres syn på dansk svineproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg viste dem også, hvordan vi kastrerer og forklarede det, så de kunne forstå nødvendigheden, siger hun.

Store folkeskoleelever, der sjældent selv har valgt at få lugten af gris i næsen, kommer fra både Odense og København.

- Der var en københavnerklasse her, som var meget negativ. Så jeg tog chancen og smed en af de små grise hen til en af pigerne i barbienederdel. Og hun greb den. Så ville de pludselig gerne prøve at holde en gris, griner Inge Merete Godsk Pedersen.

500 til Grøn søndag

Til Grøn søndag midt i september var Ravnelund den eneste åbne gård med svin på Fyn.

Og det kan godt være, at svinegårdene ikke har det bedste ry blandt danskerne, men mange mødte op for at få be- eller afkræftet deres fordomme.

- Her var mere end 500 mennesker. Så selv om vi havde fire til at vise rundt, måtte vi også selv i gang. Vi skulle ellers blot gå rundt og tale med folk, fortæller Torben Pedersen.

Der var en del ældre landmænd, der gerne ville se, hvordan næste generation gør tingene. Men der var også rigtig mange børnefamilier, hvis børn kunne more sig med at kravle rundt på en traktor, ponyridning, skattejagt og en labyrint af 50 bigballer.

For familien Pedersen var det en meget positiv dag, hvor de kunne give mange byfolk et indblik i livet på en nutidig gård.

- Det var helt bevidst, at en gris, der var blevet lagt ihjel, fik lov at ligge på gangen. Og nogle dødfødte var ikke blevet fjernet, men lå stadig omme bag soen. Vi er nødt til at vise både de gode og de dårlige sider af landbruget, ellers kan forbrugerne ikke have tillid til os, mener Inge Merete Godsk Pedersen.

Hun ser da også en klar tendens blandt unge landmænd til at være mere åbne og give befolkningen en bedre forståelse af faget.

Og Torben Pedersen er også meget opmærksom på ikke at genere andre for meget, når han for eksempel kører gylle på de 135 hektar, der bruges til korn, fabriksroer og nonfoodraps og for en stor dels vedkommende ligger helt op ad landsbyen.

- Jeg kører gylle på de marker, hvor vinden blæser væk fra byen og helst mandag og tirsdag, så færrest muligt bliver generet af det. Og når vi høster, siger vi det først på det nærliggende gartneri, så de kan få lukket ind til deres sarte blomster, inden vi begynder at støve.foto1