Scantruck A/S fortsætter sin kraftige ekspansion med salg af Case, Manitou og Genie. Således er omsætningen på nuværende tidspunkt omkring 40 procent større end på samme tidspunkt i fjor. Og væksten ser ikke ud til at stoppe.

Ifølge administrerende direktør Bo Sundroos, betyder det, at Scantruck venter at omsætte for cirka 250 mio. kroner i år. Det vil sige en vækst på 30-40 procent i forhold til året før. Men også en vækst, som gør det besværligt at skaffe den nødvendige arbejdskraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi satser kraftigt på til stadighed at yde en optimal service, når kunderne kontakter os. De skal føle, at de er velkommen hos os. Det agter vi ikke at slække på. Hverken i salgsleddet eller i den service vi leverer. Derfor udvider vi næsten konstant vores medarbejderstab. Vi har netop ansat et par nye medarbejdere, men søger stadig såvel montører som mekanikere i både Jylland og på Sjælland. Men gode medarbejdere hænger ikke på træerne. Derfor er vi på udkik efter de rigtige folk, siger Bo Sundroos – der i dag beskæftiger godt 60 medarbejdere i Scantruck.

Om årsagen til den store vækst og vundne markedsandele inden for stort set alle typer af maskiner siger han, at det er en blanding af held samt de rigtige produkter og medarbejdere.

- I dag kan vi se, at satsningen på at sælge Case i såvel Norge og Sverige som i Danmark var rigtig. Case har specielt i de seneste måneder været lokomotiv for vores salg. En naturlig følge af, at vi har investeret mange penge i såvel markedsføring som opbygning af en effektiv servicestruktur. Dertil kommer et stigende antal modeller, der henvender sig til en stadig større kundekreds, siger Scantruck-direktøren, der er meget optimistisk med hensyn til fremtiden.

- Vi har en stor fast kundekreds. Vi får til stadighed nye kunder. Og vi har specielt i de allerseneste måneder fået flere meget store ordrer fra enkelte kunder. Ordrer som omfatter mange maskiner. Det tager vi som udtryk for, at vi har de rigtige maskiner. Og at vi har den rigtige service. Det gælder både i landbrugs- og entreprenørsektoren. Så hos os har pessimismen dårlige kår, lyder det optimistisk fra Bo Sundroos.