Abonnementsartikel

Danske Svineproducenter har besluttet at sponsorere busture til danske skoleelever, der vil en tur på landet

Danske Svineproducenter vil gerne vise deres dyr og stalde frem til foklkeskoleelever, og nu har foreningen besluttet at støtte skoleekskursioner økonomisk.

- Vi har i Danske Svineproducenter overvejet mulighederne for at øge folks kendskab til, hvad det er, vi går og laver i vore stalde. Langt de fleste, der udtrykker sig negativt om os, gør det på grund af manglende viden om, hvordan dansk svineproduktion i virkeligheden foregår, siger foreningens formand, Per Bach Laursen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skoler mangler penge

- Mange folkeskoler i Danmark vil hellere end gerne bruge en eftermiddag på en tur på landet. Skolerne har bare det problem, at de i deres budget ikke har plads til at transportere eleverne ud på landet. I stedet vælger de, at deres ud-af-huset-arrangement bliver til en gåtur i en nærliggende skov eller lignende, sagde formanden for Danske Svineproducenter, Per Bach Laursen, på foreningens generalforsamling i Fredericia fredag 22. november.

- Vi har derfor besluttet at tilbyde at sponsorere busser, så eleverne kan komme ud at besøge svineproducenterne og grisene. Det eneste, svineproducenten skal, er at ringe til skolen og invitere til en time eller to i stalden. Han eller hun får et tilbud på transport og sender det til Danske Svineproducenter. Der skaffes nogle engangskedeldragter og overtræksstøvler - så er eleverne klar til at komme i stalden. Vi refunderer udgifterne til bussen, lovede Per Bach Laursen.

Han håber, svineproducenterne vil tage godt imod tilbudet.

Ikke indoktrinering

- Vi vil ikke indoktrinere den nye generation, men gabet mellem land og by er blevet så stort, fordi det nu ikke længere er en morfar eller en onkel, som har landbrug, men snarere en oldefar, der havde. Det er i vores egen interesse - og også vores pligt - at vise bybørnene, hvordan en gris ser ud, og hvordan den har det. Det er oplevelserne der tæller, langt mere end dyre reklamekampagner nogensinde vil kunne gøre, mener Per Bach Laursen.