Abonnementsartikel

Trollenäs Lokalforening er den tredje svenske lokalforening, der har meldt sig under fanerne i den lokale andel

Trollenäs Lokalforening med en tilknyttet butik, der handler med praktisk talt alt hvad en moderne landmand har brug for, har meldt sig ind i den lokale andel.

Trollenäs ligger i nærheden af byen Esløv i Skåne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den årlige omsætning er 50 millioner svenske kroner, hvoraf korn tegner sig for cirka 40 procent. Derudover omsættes gødning, såsæd og planteværn , og foreningen har en mindre foderproduktion på 5.000 ton om året.

Da korn udgør en væsentlig del af foreningens årlige omsætning har den for nylig investeret omkring 25 millioner svenske kroner i moderne og mere tidssvarende korn-faciliteter herunder kornmodtagelse, kornbehandling og lagerfaciliteter.

-Vi er utrolig glade for nu at være en del af den lokale andel, siger Pär-Olof Nilsson, forretningsfører i Trollenäs Lokalforening.

- De bindinger, vi er blevet præsenteret for i Svenska Lantmännen, kan vi slet ikke acceptere, og derfor har vi søgt en alternativ samarbejdspartner. Den lokale andel udmærker sig ved at være en ren indkøbsforening, hvor alle foreninger er stillet lige, og hvor der ingen kapitalisering foregår. Pengene føres tilbage til landbruget i form af bonus, fremhæver Pär-Olof Nilsson.

- Ydermere puljer foreningerne deres indkøb til fælles gavn, hvilket medfører gunstige priser og kvalitetsvarer, som sikrer os en fortrinsstilling over for landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dermed opfyldes nogle af de ønsker og krav, vore medlemmer stiller til leverandørsiden, så det var oplagt at søge medlemskab i den lokale andel, siger forretningsføreren.