Redrock har lanceret en ny teleskoplæsser med modelbetegnelsen TH 500. Maskinen har en egenvægt på 11 tons og er udstyret med en seks-cylindret Perkins-turbomotor, der yder 151 hestekræfter.

Den har sekstrins Power-shift gearkasse med fuldautomatisk differentialspærre på begge aksler. Standardhjulmonteringen er 620/70 x 26,5, men den kan udstyres med smallere eller bredere hjul efter brugerens ønske. Den har en løftehøjde under skovl på 520 cm og løfter 6.500 kg til fuld højde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da fremdriften i TH 500 er Power Shift i stedet for Converter, kan læsseren ifølge den danske importør Jørn Riber, Ribers Maskinimport, trække store vogntog efter sig, uden at olien bliver overophedet.

- Med den nye lov om indregistrering af læssemaskiner er der dermed banet vej for at trække vogne på offentlig vej, tilføjer han.

TH 500 udmærker sig ved en lav totalhøjde (2,90 meter), hvilket ifølge Jørn Riber gør den meget anvendelig til sammenkørsel af ensilage i silohuse.

- På grund af Power Shift-gearkassen kan TH 500 skubbe utrolige mængder snittet materiale op i silo eller stak. Det giver bedre tid til sammenkørsel og bevirker, at TH 500 kan udføre sammentrykning af materialet fra de store finsnittere, der i dag anvendes i landbruget, fremhæver han.

Læsseren er som standard forsynet med aircondition, luftaffjedret sæde og flere andre detaljer, der letter dagligdagen for føreren. Den har to dobbeltvirkende olieudtag til rådighed på bommen, og flere kan bygges på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det gør den anvendelig til alle tænkelige opgaver inden for landbrug, maskinstationer og industri. Der kan ledes 190 liter olie pr. minut til eksterne opgaver, og TH 500 kan derfor håndtere alle tænkelige opgaver, siger Jørn Riber.

Ribers Maskinimport importerer og sælger Redrock-produkterne i hele Skandinavien, og oplyser, at de første maskiner har kørt i Irland i et halvt år, og at firmaet nu er klar til at sælge dem i Danmark.

Redrock arbejder på at fremstille en mindre læssemaskine. Ideen og modellen vil være den samme som i TH 300 og TH 500.

Ribers Maskinimport forudser, at denne maskine bliver klar til præsentation på Agromek 2003.