Abonnementsartikel

Modstandere af fusionen overvejer deres fremtidige tilknytning

- Jeg kan mærke på mit vand, at gejsten ikke er den samme, som den har været. Men hvad jeg bestemmer mig til, vil jeg først fortælle mine kollegaer på et bestyrelsesmøde den 13. december, forklarer Gunnar Schmidt, formand for Ribe Amts Familielandbrug.

Han har været en markant fortaler for et nej til fusionen og har påpeget nødvendigheden af at tegne anden politisk profil for Familielandbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har haft kontakt med medlemmer, der har været meget opbragte over, at jeg vil have en forening med holdninger.

- Andre har været glade for, at jeg har slået på nødvendigheden af en ny politik. Og de deler sig i to grupper, nemlig dem, der mener, jeg skal blive for at slås for vores synspunkter og dem, der mener, vi lige så godt kan give op.

Vil du være at finde i en ny forening, hvis der bliver dannet sådan en?

- Jeg vil bestemt ikke afvise, at det kan ske, hvis jeg beslutter mig for at trække mig ud af Ribe Amts Familielandbrug.

- Hvis nogen beslutter sig for at danne sådan en forening, kunne jeg godt finde på at assistere lidt, siger Gunnar Schmidt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understreger, at i givet fald bliver det ikke en forening, hvor målet er at bekæmpe Dansk Landbrug, men en forening, der har til mål at bevare de små landbrug.

Gunnar Schmidt har haft medlemmer, der har trukket sig ud, efter fusionen blev stemt igennem.

Bliver i foreningen

En lidt anden holdning har Peder Gregersen, der i flere år har været meget aktiv i Dansk Familielandbrug – både med hensyn til økologi og deltidsbrugerne.

- Jeg bliver i foreningen, og det kan jeg kun opfordre folk til, siger han.

- Mit ønske var, at tingene skulle foregå efter demokratiske metoder, og det har jeg haft det værst med. For demokratiet har haltet i fusionsdebatten, mener Peder Gregersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores mulighed er at lave alliancer med ligesindede landmænd, som kommer fra Landboforeningerne.

- Der skal mange til at trække læsset i en anden retning end hidtil, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg tror, det bliver en meget hård kamp at få familielandbruget bragt i centrum, understreger Peder Gregersen.

Vil du gå med i en alternativ forening, hvis sådan en bliver dannet?

- Det har jeg ingen planer om på nuværende tidspunkt. Det er jeg for gammel til, og det bliver for sejt.

- Der er jo heller ikke noget økonomisk rygstød, og det bliver også svært.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men jeg har stor respekt for de mennesker, der vil danne en anden forening, og det vil jeg ønske dem al mulig held med, fastslår Peder Gregersen.