Abonnementsartikel

Udlejningsfirmaet Cramo A/S udvider sin maskinpark med 20 nye Yanmar-maskiner

Det spirer derude både i bogstavlig og overført betydning. Cramo A/S oplever stor efterspørgsel efter materiel, og derfor er der netop indkøbt 20 nye Yanmar kompakte gravemaskiner fra Stemas Maskinsalg A/S.

Der er udskiftet enkelte ældre maskiner, men der er samtidig tale om en udvidelse af flåden af kompakte gravemaskiner.

- Det er maskiner i størrelserne 2,0 ton og 2,5 ton, hvor vi har rigtig stor efterspørgsel. Vi har flere rammeaftaler, hvor disse maskinstørrelser indgår. Det indebærer, at vi forpligter os til at have materiel klar, men den øgede maskinpark kommer naturligvis alle vore kunder til gode, siger produktchef Anders Gøthe, Cramo A/S.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han afslører, at de 20 nye maskiner kun er første trin for Cramo.

- Hvis de fungerer godt, vil vi allerede i indeværende år anskaffe betydeligt flere maskiner.

To slags maskiner

De 20 maskiner fordeler sig på 10 Yanmar SV20 og 10 Yanmar Vio 25. Yanmar SV20 er en forholdsvis ny model på 2,0 ton, som passer til kabelarbejde og lignende entreprenøropgaver.

Den har en forholdsvis stor kabine, hvor der er plads til både en voksen fører og lidt håndværktøj. SV står for semi vio - altså en maskine, der er kompakt, men ikke med helt kort bagende.

Yanmar Vio 25 er en 2,5 tons maskine, der svinger indenfor båndenes bredde og dermed er velegnet til opgaver på snæver plads. Begge maskiner har proportional styring og leveres med hurtigskift.

Minimal vedligeholdelse

Alle de nye maskiner er udstyret med centralsmøring, fortæller Anders Gøthe.

- Det er lidt usædvanligt for så små maskiner, men til udlejning er det rigtig godt. Det sikrer den grundlæggende smøring og minimerer dermed vedligeholdelsesopgaverne for kunderne. Dermed minimeres også fejl og nedbrud på maskinerne, siger Anders Gøthe og fotsætter:

- En anden vigtig faktor er den service, som Stemas Maskinsalg kan præstere. De har et set up indenfor service og reservedele, som er virkelig seriøst og professionelt, og kombineret med, at Yanmar er et godt og velkendt brand, så er vi helt trygge ved at købe deres maskiner.