Abonnementsartikel

Børkop Bobcat Service er et nyt firma, der vil være et alternativ for landmænd og entreprenører

To erfarne unge mænd har lavet deres eget firma med reparation og service af teleskoplæssere, bobcats og en traktor i ny og næ.

Børkop Bobcat Service ApS hedder firmaet, som Martin Sørensen og Jan Mikkelsen siden 1. oktober 2002 har arbejdet for at gøre til deres levebrød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De er uddannede som henholdsvis entreprenørmaskinmekaniker og landbrugsmaskinmekaniker og har de sidste fem og syv år kørt som montører for Treffco.

- Vi havde lyst til at prøve selv. Og da mine forældre har plads til, at vi kan drive virksomheden her fra gården, har vi ikke de store udgifter til værksted. Vi er jo alligevel mest hos kunderne, fortæller Jan Mikkelsen.

Men selv om de måske nok er begyndt i det små, vil de da gerne senere have råd til at flytte værksted og kontor til industriområdet tæt ved motorvejen.

Selv med hele vejen

Makkerparret laver reparationer og serviceeftersyn. Og de kører i hele Jylland og på Fyn.

- Det er ikke, fordi vi ikke vil tage til Sjælland, men med faste priser på serviceeftersyn alt efter model, så er der ikke til bropenge ud over arbejdsløn, filter, olie og kørsel. Så skal der i hvert fald være mere arbejde end blot et enkelt serviceeftersyn, siger Martin Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Martin Sørensen og Jan Mikkelsen mener, at en af deres forcer er, at kunderne fra opringning til reparation og udskrivning af regning bliver serviceret af den samme mand.

-Hvis det ved et serviceeftersyn viser sig, at der er behov for en reparation, er det også godt, at man allerede har en god dialog i gang. Så kan man forklare sagen ordentlig for kunden, så man også bliver tilkaldt en anden gang, mener Martin Sørensen.

I det hele taget virker de to mænd i ens arbejdstøj meget bevidste om kundernes ønsker.

Det viser blandt andet i et tilbud til entreprenører. Hvis der er to eller flere bobcats at lave service på, så kommer de gerne og ordner det en lørdag. Så behøver entreprenøren ikke undvære maskinerne, mens de ansatte venter.

Selvfølgelig vil Jan Mikkelsen og Martin Sørensen helst arbejde på hverdage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men de har begge mobiltelefonen tændt døgnet rundt, så for eksempel en landmand ikke skal stå med en ubrugelig bobcat og sultne dyr.

Gentlemanaftale med konkurrent

Da Martin Sørensen og Jan Mikkelsen sagde op, aftalte de med Treffco, at de først gik i gang med at skaffe kunder, når firmaet var en realitet.

Generelt kommer de godt ud af det med deres tidligere arbejdsgiver. Her har de fået mulighed for at hente reservedele fra dag til dag, da de endnu ikke selv har et komplet reservedelslager.

- Vi kom ud af det på en ordentlig måde, og samarbejdet er vigtigt for os, så kunderne ikke skal vente på, at vi får reservedele hjem fra udlandet, fortæller Jan Mikkelsen.

Men de er helt klart konkurrenter. Siden Jan Mikkelsen og Martin Sørensen blev selvstændige har de været rundt til mange af deres gamle kunder med deres eget visitkort, og der er blevet taget godt imod dem. Desuden har de annonceret både lokalt og landsdækkende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har fået telefonerne til at ringe de sidste 14 dage, erklærer virksomhedsejerne, der ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

- Det er hovedsagligt landmænd, vi er ude ved. Og de holder fast i deres skridstyrede minilæssere og bobcats. Fordi de ikke har plads eller behov for større maskiner, og fordi de ikke vil have knækstyrede små læssere, der kan vælte, hvis man drejer med et højt læs, fortæller Jan Mikkelsen og Martin Sørensen.

Godt i gang trods årstid

- Det er måske ikke lige den bedste årstid, vi har valgt til vores opstart, for nu er det lidt stille hos entreprenørerne. Men vi har faktisk allerede nu noget at køre efter hver dag, siger de optimistiske iværksættere, der udbygger kundekartoteket hver dag.

En stor del af hemmeligheden er, at de ikke er presset økonomisk. Opstarten har ikke krævet de store investeringer. To brugte varebiler, arbejdstøj, værktøj og de mest essentielle reservedele.

Både Jan Mikkelsen og Martin Sørensen har hus og dermed terminer, der skal betales. Men så længe de kan leve op til revisorens budget, skal de nok få smør på brødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og på en stille dag tager Jan Mikkelsen også gerne imod en traktor, der kræver et par nye dele. Men de mest avancerede holder han sig fra. Man skal vide, hvor ens egen grænse går.

- Vi oplever af og til, at en maskinhandler ringer, fordi han har taget en bobcat ind til reparation. Men når han har fået skilt den ad, bliver det for uoverskueligt. Man skal kende maskinerne, siger Martin Sørensen, der glæder sig over, at det går fremad uge for uge.foto1