Læser man BSE-debatten i MaskinBladet 15. november tænker man uvilkårligt: Er de virkelig ikke kommet længere! Det er ganske enkelt beskæmmende!

Uagtet argumenterne mod helsanering hober sig op, udtaler formanden for Dansk Kvæg:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved stort set intet om BSE.

Hvem er vi? Og hvordan kan formanden for Dansk Kvæg tillade sig ikke at være bekendt med den for alle tilgængelige viden om BSE og så samtidig påberåbe sig retten til at sende hele besætninger af raske dyr i døden netop på grund af denne sygdom. Det er simpelthen utilladeligt!

Og medens Danmark fortsat fumler på stenalderniveau angående BSE, er man i Tyskland parat til at udskifte delsaneringen med en langt mere skånsom, etisk acceptabel og fuldt ud forståelig fremgangsmåde!

Men sådan et tiltag ligger uden for de danske beslutningstageres begrebsverden.

For øvrigt mener ministeren for landbrug at vide, at landmændene er tilfredse med den nuværende ordning. Hvis det er alt, hvad ministeren kan bidrage med, er det i den grad en sårende og malplaceret udtalelse!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dyrene må ubegrundet lade livet, landmandsfamilien opleve det værst tænkelige, og de ansvarlige snakker som vinden blæser. Hvor længe kan det fortsætte?