Cirka 1.600 landmænd har ifølge DLG købt el hos grovvareselskabet til en særdeles favorabel pris. Det skriver ErhvervBladet.

I foråret tilbød DLG de pågældende landmænd at købe el til under 20 øre pr. kWh i årene 2003 og 2004. Omkring 70 procent af kunderne har valgt en toårig kontrakt, og dermed har de pågældende landmænd sikret sig en betydelig konkurrencefordel, fordi markedsprisen på el i dag ligger omkring 40 øre pr. kWh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Keld Kruse, der er administrerende direktør i DLG Service og Energi, siger til ErhvervsBladet, at det primært er de store landbrug, der har valgt at købe el hos DLG. Et gennemsnitslandbrug forbruger kun omkring 30.000-35.000 kWh årligt, og det er ikke nok til, at det kan betale sig at købe el på kontrakt.