EU indfører en oplagringsordning, som giver slagterier mulighed for at oplagre svinekød i tre, fire eller fem måneder. Ordningen forventes at forhindre helt så store prisfald, som prognoserne har forudsagt. Det skriver dagbladet Børsen.

I forbindelse med ordningen betaler EU omkostningerne til frysehuse og finansiering af oplagringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inden indgrebet lød prognosen for den danske svinenotering på 7,75 kroner pr. kg i første kvartal 2003. Prognosen for hele 2003 har været en gennemsnitspris på 8,50 kroner pr. kg.

Til Børsen siger Karsten Flemin, markedsanalytiker i Danske Slagterier, at oplagringsordningen vil virke stabiliserende på markedet, og at priserne ikke vil falde i så høj grad, som frygtet på forhånd.

EU forventer, at mellem 70.000 og 80.000 ton svinekød vil blive fjernet fra marekedet i perioden.

Markedet betegnes i øjeblikket som overophedet med større udbud end efterspørgsel.

Karsten Flemin siger til Børsen, at slagtningerne generelt vil falde i de kommende måneder. Desuden venter han lidt bedre efterspørgsel. Og en særlig japansk told ventes at falde væk i løbet af februar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forventer derfor, at svinekødet fra lagrene kan komme på markedet igen, uden at markedet påvirkes væsentligt.