Nykredit Bank har indgået en aftale med Kirstein Finansrådgivning A/S om analyser af danske investeringsforeninger. Analyserne vil Nykredit Bank anvende som supplement til interne analytikeres arbejde med at udvælge de bedste danske investeringsforeningsafdelinger til Privat Porteføljes kunder.

Kirstein Finansrådgivning A/S er førende i Danmark inden for performancevurderinger af blandt andet investeringsforeninger og liv- og pensionselskaber. Selskabet, der er etableret i 1993, er 100 procent uafhængigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kirstein Fonds Rating System (Kirstein FORS) er kvalitativt fremadrettet og derfor velegnet til at kvalificere beslutninger om, hvilke investeringsforeninger det er bedst at investere i, siger Lars Bo Bertram, cheffor Nykredits Investeringscenter.

- Vi skal finde de investeringsforeningsafdelinger, som er allermest lovende, til Privat Porteføljes kunder. Samarbejdsaftalen giver os mulighed for at trække på den viden, og ikke mindst det uafhængige kvalitetscheck, som Kirstein Finansrådgivning repræsenterer, siger Lars Bo Bertram.

Kirstein Finansrådgivning A/S skal bidrage med analyser og sparring om investeringsforeningsafdelinger, men ikke deltage i den direkte formueforvaltning i Privat Portefølje. Aftalen træder i kraft pr. 1. januar 2003.

Privat Portefølje blev lanceret i september 2002 og tilbyder privatkunder med en formue på over en halv million kr i investerbare midler et samlet overblik over investering, pension og personforsikring, en personlig porteføljeaftale og et uvildigt valg mellem de bedste danske investeringsforeningsafdelinger.