Abonnementsartikel

Forskere i Kina arbejder på at udvikle op mod 60 nye GMO-afgrøder, og samtidig forsøger kinesiske myndigheder at holde produktionen af GMO og ikke-GMO adskilt

Forskere i Kina arbejder på at udvikle nye gensplejsede afgrøder (GMO). I Kina satser man på en bred vifte af afgrøder, modsat vestlige virksomheder, der satser på en enkelt håndfuld.

En talsmand fra Centre for Chinese Agriculture Policy i Beijing fortæller, at man arbejder på at udvikle op mod 60 forskellige afgrøder, skriver Agriculture Online.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at sikre dets egen befolkning på 1,3 milliarder mennesker har den kinesiske stat siden 1980"erne givet store summer penge til forskning i bioteknologi i landbrugsafgrøder.

Satsningen giver nu resultat, eftersom Kina træder frem som et af de ledende lande inden for bioteknologi.

I 2002 vurderer forskere, at der er plantet 2,2 millioner hektar med insektresistent bomuld - det er et område, der er dobbelt så stort som Belgien. Gensplejset bomuld står for 53 procent af det totale areal, der er beplantet med bomuld i Kina.

Kina i dilemma

Kina har omfattende samhandel med EU, Japan og Sydkorea, der ikke er særlig begejstrede for GMO. Forbrugerne frygter uforudsete konsekvenser ved gensplejsede fødevarer.

Derfor er det vigtigt for Kina, at produktionen af gensplejsede fødevarer inddæmmes og holdes isoleret fra den øvrige produktion. Men iagttagere mener ifølge Agriculture Online, at det kan blive meget svært for de kinesiske myndigheder at have fuld kontrol i de enorme landområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et eksempel er, at Yangtze-dalen var erklæret fri for GMO-bomuld, men på bare et år blev politikken en helt anden. Unavngivne kilder fortæller til Agriculture Online, at 40 procent af bomuldsproduktion allerede var gensplejset inden forbudet blev ophævet.

Konklusionen er, at en uønsket produktionen af gensplejsede afgrøder kan finde udenom de centrale myndigheders kontrol.

Ikke desto mindre er den kinesiske centraladministrationen gået i gang med at udpege områder, der skal holdes fri for GMO.