Det er skæbnedag for de ansatte i sekretariaterne i Dansk Familielandbrug og Landboforeningerne i København. De ansatte får besked om, hvem der er plads til i den nye organisation Dansk Landbrug, som er dannet ved en fusion mellem de to hidtidige generelle organisationer.

Allerede nu kan MaskinBladet afsløre, at i Dansk Familielandbrug bliver seks ud af 15 medarbejdere afskediget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sekretariatet bliver informationschef Thyge Brogaard, to bogholdere og en sekretær arbejdsledige.

På Landbrugsmagasinet afskediges chefredaktør Lars Ungermann og journalist Justinus Johannesen.

De fortsættende medarbejdere er Poul-Erik Jakobsen (61 år) og Annie Stig (57 år), og de vil fremover kunne møde i Landbrugsmagasinet Landsbladets spalter samt de øvrige publikationer, som er i bladvirksomheden.

I skrivende stund er det endnu ikke klart, hvem der bliver og hvem der afskediges fra Landboforeningernes sekretariat og Landsbladet. Det bliver først offentliggjort i eftermiddag.