Abonnementsartikel

Bjørslev & Mortensen A/S i Ådum ved Tarm har med overtagelse 1. februar 2003 købt A/S Vester Nebel Maskinforretning

For at styrke den vestlige og sydlige del af sit geografiske forhandlerområde, har Bjørslev & Mortensen A/S besluttet at udvide forretningen vestpå, og har derfor købt A/S Vester Nebel Maskinforretning.

Overtagelsen sker pr. 1. februar, men allerede fredag 17. januar blev medarbejderne i forretningerne orienteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den hidtidige ejer af Vester Nebel Maskinforretning, Anker Jørgensen, går herefter på pension.

Det er specielt Varde- og Esbjergområdet, Bjørslev & Mortensen styrker med købet.

Bjørslev & Mortensen har oprettet et nyt selskab, der skal forestå alle aktiviteter i den nye forretning i Vester Nebel.

Den nye forretning vil komme til at fungere som en afdeling under Bjørslev & Mortensen A/S, når det gælder forhandlinger af maskiner og redskaber. Hovedforhandlingen er traktorer og høstmaskiner fra New Holland. Dertil kommer forhandling af redskaber og småmaskiner fra førende fabrikker.

Ansatte fortsætter

Samtlige ni ansatte i service- og reservedelsafdelingen i det nuværende Vester Nebel Maskinforretning vil fortsætte i det nye selskab. Alt i alt kommer de to forretninger op på næsten 40 medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter længere tids forhandlinger er alle brikker faldet på plads, og nu forestår der en travl tid med renovering og ombygning af de bestående bygninger i Vester Nebel.

Ved overtagelsen af A/S Vester Nebel Maskinforretning bliver serviceafdelingen hos Bjørslev & Mortensen A/S styrket i det vestlige og sydlige område. Dette betyder ifølge Find Andersen, indehaver af Bjørslev & Mortensen, endnu hurtigere og mere effektiv service for kunderne.

- Dette er specielt vigtigt i et effektivt og moderne landbrug, hvor tiden spiller en rolle. Der er ikke tid til at holde stille i marken midt i en travl høstperiode, siger han.

A/S Vester Nebel Maskinforretning vil også få tilknyttet en fast sælgerstab, der skal forestå salget af såvel nye som brugte maskiner.

- Det er vigtigt, at kunderne får den rigtige professionelle rådgivning ved køb af nye maskiner. Ikke alene når det drejer sig om valget af maskintyper og størrelser, men også når det drejer sig om den optimale finansieringsløsning, siger Find Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han vil selv forestå den daglige ledelse af begge virksomheder.