DLF-Trifolium har overtaget Cebeco Seeds Group med hovedsæde i Holland.
Overtagelsen er faldet på plads, efter at de nødvendige tilsagn fra forskellige myndigheder er i hus.
Cebeco Seeds Group vil fortsat operere med en selvstændig markedsprofil i den nye koncern.
Med opkøbet af Cebeco Seeds Group bliver DLF-Trifolium-koncernen efter eget udsagn global markedsleder inden for kløver- og græsfrø, ligesom koncernen vil få en stærk position inden for korn, ærter og hør på det europæiske marked.
Den nye DLF-Trifolium-koncern får omkring 850 ansatte og en omsætning på cirka to milliarder kroner.
DLF-Trifolium har datterselskaber i Danmark, England, Tyskland, Frankrig, USA, Tjekkiet og Kina.
Koncernen forædler, producerer og markedsfører kløver- og græsfrø, ærte- og foderroefrø.
Cebeco Seeds Groups forædlingsprogrammer inden for græs, korn og ærter vil ifølge DLF supplere DLF-Trifoliums produktportefølje.
Ved overtagelsen etableres ifølge DLF en endnu stærkere international markedsposition, idet Cebeco Seeds Group har dattervirksomheder i Danmark, Frankrig, Tyskland, England, Tjekkiet og USA.
Cebeco Seeds i Holland vil fortsætte et tæt distributionssamarbejde med de hollandske andelsgrovvareselskaber.
Det er ifølge DLF en målsætning for den kombinerede virksomhed at øge effektiviteten igennem opnåelse af en række synergier samt at forbedre servicegraden til glæde for koncernens kunder og ejere.
DLF-Trifolium-koncernen ejes af DLF AmbA, der ejes af danske frøavlere.





