Abonnementsartikel

Jordbrugsteknologerne på Vejlby Landbrugsskole skal have IT-redskaberne ind under huden, inden de forlader skolen.

Hvor står de mest spændende maskiner på en landbrugsejendom?

Maskinhusets indhold af blankt metal og maskiner i nyeste model og "rigtige farve" har fået kamp til stregen. Nu tændes der også lys i mange landmandsøjne, når man taler om den slags maskiner, som står på kontoret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ord som hestekræfter og skårbredde har fået konkurrence. De hotte maskingloser er nu også RAM, internet, fladskærme, GIS og visualisering.

Med på det sidste nye

IT er for længst blevet en af landbrugets vigtigste hjælpemidler, og derfor skal de jordbrugsteknologer, som uddannes på Vejlby Landbrugsskole have fod på IT.

På skolen har man de seneste år valgt at investere nogle millioner i IT-udstyr, og i dag har skolen en omfattende maskinpark med de nyeste programmer installeret. Krammet er især placeret i skolens syv edb-lokaler, som hvert rummer 10-25 pc"er.

I alle andre klasselokaler står der mindst en pc. Alle pc"er er koblet op til internettet, og såvel elever som lærere har adgang til computerne døgnet rundt. For skolens ca. 30 lærere og ca. 200 årselever er IT en naturlig og nødvendig del af dagligdagen.

Der er stærk trafik i kablerne på Vejlby – både i skoletiden og i fritiden. E-mailens indtog har ændret informationsstrømmene - fx kan lærerne sende beskeder og opgaver via mail til de studerende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

God kompetence

- Vejlbys strategi er, at vi vil være helt fremme på IT-området og undervise i brug af den nyeste teknologi.

- Derfor rummer skolens mange computere de nyeste programmer, og som lærere følger vi godt med i hvilke nye ting, der er på vej, fortæller lærer Lars Nielsen og fortsætter:

- Vores studerende får anerkendelse for deres IT-kompetence, når de får et nyt job. Mange arbejdsgivere vil gerne ansætte folk med en landbrugsfaglig viden, og som samtidig er fortrolige med den nyeste teknologi på IT-området.

Og de to teknologstuderende Niels Kjær Nørgaard og Jakob Holm Jakobsen giver ham ret.

- Som nyuddannede er det rart at have en viden og kunne et håndværk – at være gode til noget fra den første dag i et nyt job.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som nyansatte må vi sætte os ind i mange ting, og så er det dejligt at kunne noget på IT-området, som kollegerne måske ikke mestrer på samme måde, siger Niels Kjær Nørgaard.

Andet end fagprogrammer

En jordbrugsteknolog skal være godt hjemme i at bruge de forskellige fagprogrammer, bl.a. Bedriftsløsning.

Derudover har alle jordbrugsteknologer et grundlæggende edb-fag, hvor de uddannes i at bruge de gængse programmer, fx tekstbehandling, regneark, postsystemer og internettet.

De trænes blandt andet i at kunne håndtere store dokumenter og sætte tekst og billeder op, så stoffet præsenteres indbydende. De lærer også at manøvrere rundt på internettet, så de hurtigt kan finde frem til relevant information.

De jordbrugsteknologer, som har specielle it-interesser, kan vælge ekstra edb-fag, hvor de blandt andet lærer at koble computere sammen i netværk, oprette nye brugere og administrere netværk. De lærer også at lave hjemmesider, og mange af dem designer i forbindelse med faget hjemmesider til mindre virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I IT-fagene fokuserer vi på at give de studerende den tekniske viden, faglærerne giver dem faglig indsigt, og i faget formidling lærer de at kommunikere budskaber til forskellige målgrupper.

- I de forskellige projekter, ikke mindst i afslutningsprojektet kobles det hele sammen: Her skal de studerende vise, at de forstår at udnytte IT som et redskab til at formidle deres faglige opgaver, fortæller IT-lærer Leif Anderson.