Siden årsskiftet har eksporten af danske svinekødsprodukter til Kina været betydelig større end forventet. Det konstaterer kødhandelsselskabet ESS-FOOD, som for tiden oplever fremgang på det kinesiske marked.
Ifølge en pressemeddelelse fra selskabet er ordremængden for de kommende måneder også særdeles positiv.
- Det kinesiske marked er inde i en god udvikling i øjeblikket, siger direktør Henning Baunø, ESS-FOOD.
Han mener, der er tre afgørende grunde til fremgangen i Kina.
- Vores kundekreds er udvidet, vi har valgt nye og forbedrede distributionsveje for vores produkter, og vi har styrket samarbejdet med de kinesiske myndigheder omkring udstedelse af importlicenser, siger Henning Baunø.
Selskabet betjener de kinesiske kunder via et salgskontor i Hong Kong samt et nyt repræsentationskontor i millionbyen Panyo på det kinesiske fastland. Blandt ESS-FOODs nye kunder i Kina er en række store fødevarevirksomheder.
- Vi har forventninger om, at vi kan gøre det endnu bedre i Kina på længere sigt. Her og nu glæder vi os over, at vores strategi med at komme tættere på kunderne har båret frugt, siger Henning Baunø.





