Abonnementsartikel

Regeringens klimastrategi omfatter landbruget

Regeringen er kommet i tvivl om det økonomisk fornuftige i den planlagte halmfyring på Fynsværket, fordi prisen for den fortrængte CO2 er fordoblet fra 100 kr. pr. ton CO2 til 200 kr./ton.

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) luftede tvivlen om det fynske halmværk på et møde 26. februar med elreformpartierne (V, K, S, SF, R og KRF) kort før fremlæggelsen af klimastrategien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordførerne har bedt om uddybende beregninger om, hvorfor CO2-besparelsen er blevet fordyret. Oppositionspartierne er ikke imod at droppe halmfyring på Fynsværket, men de kræver en tilsvarende CO2-reduktion andetsteds herhjemme.

- Så må CO2-reduktionen tages på en anden måde, bare den tages herhjemme. Det er fint for os, hvis man kan CO2-reducere billigere ved i stedet at udbygge med havvindmøller og kunne bruge halmen til biogas, siger Anne Grete Holmsgaard (SF).

Prisloft på CO2

Det vil ifølge regeringens eget prisskema over initiativerne betyde, at broderparten skal hentes ved køb af CO2-kvoter i udlandet, hvor prisen ventes at blive 40-60 kr./ton. Ved at bruge de såkaldte fleksible Kyoto-mekanismer vil klimastrategiens årlige omkostning faldet fra 4-5 mia. kr. til 1-2 mia. kr.

Biogasanlæg koster 40 kr./ton og er dermed blandt de billige muligheder. Derimod koster CO2-besparelsen ved ændret fodring af malkekøer 570 kr./ton, så det kan alt andet lige ikke betale sig.

Landbruget skal også

- Vi har ikke besluttet noget, men man er nødt til at sige, at landbruget også har en rolle i det og skal være med til at løfte noget af det, siger Hans Chr. Schmidt til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vandmiljøplan 3 forberedes i øjeblikket i tre ekspertgrupper, og politikerne skal forhandle om en eventuel ny aftale til efteråret. Biogasanlæg forhandles af elreformpartierne, hvor man endnu ikke har besluttet sig for tilskuddet til elproduktion.