Abonnementsartikel

Med fire koblingsfrie gear pr område og et vendegear med elkobling, lever den ti år gamle New Holland 7840 SLE stort set op til nutidens standardManglende justering og opslidt transmissionsolie kan være årsag til, at de hydrauliske koblinger ødelægges. Kontroller derfor servicebogen, når der købes brugt, anbefaler erfaren salgskonsulent

På Agromek 1992 kunne de danske kunder for første gang stifte bekendtskab med den nye 40-serie fra Ford, og samme efterår testede MaskinBladet model 7840 SLE og gav blandt andet topkarakterer til transmissionen, kabinen, liften og de fire dobbeltvirkende hydraulikudtag.

7840 blev opdateret flere gange undervejs og fik blandt andet elbetjent kobling og nåede også at skifte navn til New Holland, før modellen gik på pension i 2000.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Transmission, hydraulik og kabine er også i dag punkter, hvor traktoren nogenlunde kan følge sine moderne konkurrenter.

Specielt den opdaterede version, som er let at kende på det blå kabinetag, er ganske behagelig at køre. Transmissionen har fire koblingsfrie gear inden for hver af de fire grupper - i alt 16 fremadgående gear og et tilsvarende antal bakgear.

Gearskiftet foregår let med trykknapper direkte på hovedgearstangen, og når der skiftes imellem de to områdegear sørger automatikken for, at der skiftes til et passende mellemgear.

På de første modeller skulle koblingspedalen betjenes, når der skulle skiftes kørselsretning. Selve skiftet var dog synkroniseret og derfor ganske let at betjene.

Fra modellerne med det blå tag kom der en elkontakt på vendegearshåndtaget, og herefter havde føreren frit valg imellem at trykke på kontakten eller at træde på koblingspedalen, når håndtaget skulle flyttes fra frem og til bak. Virkningen var den samme, og den lille kontakt sparer føreren for mange udkoblinger med venstrebenet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ventiler med mængderegulering

Efter datidens standard var det ren luksus at have fire dobbeltvirkende udtag på en traktor med 100 hestekræfter. Og der er ikke kun mange ventiler på en 7840, de er også gode, og i visse henseender bedre end de ventiler, New Holland leverer på deres traktorer i dag.

For det første er der mængderegulering på samtlige ventiler. Nuvel, det foregår ikke fra kabinen som på moderne traktorer, men direkte på ventilen.

For det andet er der et lille håndtag på hver ventil, og når det vippes, kan olieslangerne altid tages af og sættes på - også når der er tryk på slangerne. En facilitet, som ikke findes på ret mange moderne traktorer.

Det hydrauliske system yder små 76 liter pr. minut, hvilket ikke helt lever op til nutidens standard, og det er noget, man skal tænke over, hvis traktoren eksempelvis skal anvendes foran en pneumatisk såmaskine med hydraulisk træk af blæseren.

Med 40-serien introducerede Ford også elektronisk betjening af liften. Redskabets arbejdsdybde bestemmes dog stadig med et traditionelt lifthåndtag, men alle andre indstillinger foretages elektronisk og er ganske lette at gå til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med den elektroniske lift fik traktoren også vægtoverføring igennem trækstængerne og adskiller sig derved væsentligt fra forgængeren 7810.

7840 er dermed helt anderledes velegnet til at arbejde med halvbugserde redskaber, hvor vægtoverføring igennem trækstængerne er et must.

Modller i serien

40-serien bestod af seks modeller fra 75 til 125 hestekræfter. De tre mindste modeller, 5640, 6640 og 7740, havde firecylindrede motorer, og de tre største modeller, 7840, 8240 og 8340, havde sekscylindrede motorer. Kun 7740 og 8340 havde turbolader, og derfor har det i tidens løb været meget populært, at eftermontere turboladere på de øvrige modeller.

Falder valget på en model med eftermonteret turbolader, bør man kontrollere traktorens historie ekstra grundigt. En moderat forøgelse på ikke over tyve procent betyder som regel ikke noget for traktorens holdbarhed, men har den været udnyttet til det maksimale igennem flere tusinde timer, bør man som minimum få Traktorkontrollen til at teste traktoren, før slutsedlen underskrives.

Erik Hermansen, salgskonsulent hos Maskinpartner i Billund, har været inden for branchen i over 20 år og her set lidt af hver både i sin tid som værkfører og i de sidste fem år som sælger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Førerkomfort i form af koblingsfrie gear betyder, at der nede i transmissionen sidder en række hydrauliske koblinger, som aktiveres, efterhånden som føreren skifter gear.

Systemet er meget robust, men da disse koblinger aktiveres tusindvis af gange på en arbejdsdag, er det vigtigt, at de altid er korrekt justeret.

- Justeringen af koblingerne, eller kalibreringen som vi kalder det, sker elektronisk og tager kun et øjeblik. Den foretages altid, når traktoren bliver serviceret. Ejeren kan også selv foretage kalibreringen, men det vigtigste er, at det bliver gjort med faste intervaller.

- Det samme gælder transmissionsolien, som også bør skiftes med faste intervaller. Og hvis det foregår hjemme på gården, er det vigtigt at være opmærksom på, at det er den rigtige olikvalitet, som påfyldes transmissionen.

- Varme er koblingspladernes værste fjende, og olien skal have en sådan kvalitet, at det er i stand til, at lede varmen bort fra koblingerne, siger Erik Hermansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Motorproblemer løst

Hvert traktormærke har sit rygte, og for Ford har det gennem tiderne været motorer med for kort levetid.

- Siden introduktionen af PowerStar motorerne sammen med 40-serien, har dette problem stort set været elimineret, og jeg mindes ikke, at have set det første tilfælde af tæring i en sådan motor, siger Erik Hermansen.

Tjek forakslen

Den 7840 som er til salg hos Maskinpartner har gået med frontlæsser hele sit liv, og specielt i et sådant tilfælde anbefaler Erik Hermansen at ofre fortøjet ekstra opmærksomhed.

- Kontroller altid forakslen for slør både ude ved hjulene, og inde under traktoren, hvor forakslen er fæstet på traktorkroppen. Hvis ikke forakslen jævnligt smøres med fedt, kan bøsninger og i værste fald ophænget hurtigt slides op og resultere i en kostbar reparation, siger Erik Hermansen.