Abonnementsartikel

Friluftsrådet har bevilget 20 millioner til at etablere nationalparker, og dermed er der afsat 40 millioner til formålet

Først bevilgede miljøministeriet 20 millioner kroner i august 2002 til etablering af nationalparker i Danmark. Nu har Friluftsrådet valgt at fordoble beløbet, så der er 40 millioner kroner til rådighed for etablering af nationalparker i Danmark.

Med flere penge er det muligt at igangsætte flere pilotprojekter, og antallet er kommet op på seks.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover Møn, Mols Bjerge/Helgenæs, Lille Vildmose og Gribskov/Esrum Sø bliver der nu peget på Skjern Å med blandt andet Borris Hede og den sydlige del af Ringkøbing Fjord samt Roskilde Fjord med omgivende landskaber, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Miljøminister Hans Chr. Schmidt regner med, at arbejdet med de seks nationalparker vil foregå over de næste par år.

Ministeren understreger, at nationalparkerne kun bliver en succes, hvis borgerne, myndighederne og erhvervslivet i lokalområdet bakker op om ideen.

For Friluftsrådet er det afgørende, at der bliver sat så mange pilotprojekter i gang, at det giver et bredt kendskab til, hvor mulighederne er.

- Vi vil sikre os, at der bliver seks projekter. Samtidig vil vi gerne lægge op til en bred debat om, hvad en nationalpark er, siger Bent Agerskov, formand for Friluftsrådet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rådet mener, at natur, kulturmiljø, friluftsliv, produktionslandskab og bydannelse bør kunne indgå i en nationalpark.

I de kommende uger holder miljøministeren møder med kommuner og amter i de områder, hvor processen allerede er i gang, og hvor der har vist sig en utvetydig positiv holdning til ideen om at starte et pilotprojekt.

Det er der på Møn, Mols Bjerge/Helgenæs, Lille Vildmose og Gribskov/Esrum Sø.

Efter møderne tager ministeren beslutning om igangsættelse af pilotprojekterne.