Abonnementsartikel

De sidste underskrifter er på plads i forbindelse med Claas" overtagelse af Renault Agriculture, og yderligere detaljer i aftalen er offentliggjort

På et pressemøde i forbindelse med landbrugsmessen SIMA i Paris offentliggjorde Renault Agriculture og Claas detaljerne i den handel, som har været kendt i den seneste måned.

Aftalen blev dog først underskrevet 23. februar, men hovedtrækkene i aftalen kom ikke som den helt store overraskelse. Det var således allerede kendt, at Claas nu overtager 51 procent af aktiekapitalen i Renault Agriculture og yderligere 29 procent i løbet af to til tre år og de resterende 20 procent inden 2010.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pressemødet bekræftede også oplysningerne i MaskinBladet om, at Agco længe var inde i billedet som mulig køber til Renault.

Den pris, som Claas betaler for Renault, er ikke offentliggjort, men forlydender vil vide, at prisen har været væsentligt over det tilbud, som Agco kom med.

Rygter taler om, at Claas har betalt mere end dobbelt så meget.

Logisk og strategisk

Rüdiger A. Günther, der er talsmand for Claas, siger, at sammenlægningen af de to virksomheder er logisk og giver meget mening strategisk set.

Branchen konsoliderer sig kraftigt i disse år, og Claas ønsker at blive en af de store spillere på markedet. Efter overtagelsen af Renault Agriculture overgås Claas på verdensmarkedet kun i størrelse af Agco, CNH og John Deere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye koncern satser på at opnå en betydelig synergieffekt ved sammenlægning af de to virksomheder, som er stærke inden for henholdsvis høstmaskiner og traktorer.

Samarbejdet skal ifølge parterne skabe vækst igennem opnåelse af stordriftsfordele i højere grad end ved at skære ned og lukke fabrikker.

Det blev således oplyst, at Renault Agricultures fabrik i Le Mans fortsat skal producere traktorer. Denne fabrik var ifølge forlydender i fare for at lukke, hvis Agco havde købt Renaults landbrugsdel.

Vækst

Ifølge oplysningerne på pressemødet i Paris satser den nye koncern i første omgang på vækst på sit hjemmemarked for derefter at udbrede væksten til andre markeder.

Den nuværende omsætning i de to selskaber er tilsammen 1,860 milliarder euro, men Claas satser på at opnå en betydelig organisk vækst i kraft af stordriftsfordele og synergi. Claas henviser i den forbindelse til, at selskabet igennem de seneste 10 år alene har haft en gennemsnitlig vækstrate på 11 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pressemødet afslørede ikke, hvordan forhandlerstruktur med videre skal se ud på de enkelte markeder. Koncernen ønsker først at orientere sine partnere, før pressen får oplysningerne.

Der ventes at komme konkrete udmeldinger ind to-tre måneder.

Navne fortsætter

Claas har som led i handlen fået ret til at bruge Renault-navnet i de næste 50 år. Ifølge en pressemeddelelse fra Renault vil Renault-navnet fortsat blive brugt, men meget tyder på, at der ret hurtigt kommer til at stå Claas på traktorerne på det tyske marked og Renault på det franske, mens det er mere uklart, hvordan og hvor længe Renault-navnet skal bruges på øvrige markeder.

Det blev således understreget, at Claas har købt retten til at bruge Renault-navnet i 50 år, men at man ikke er forpligtet til at bruge det.

Renault Agricultures præsident, Guy Povie, understregede, at salget til Claas er et ønske om partnerskab, som befrier Renault fra sin isolerede position som traktorspecialist - sammen med Claas kan der opbygges en ny europæisk kompetence inden for landbrugsmaskiner.