Arlas regler spænder ben for små, uafhængige mejerier. Det siger ejeren af et lille mejeri i Osted ved Ringsted, der har klaget til Konkurrencerådet over mejerigiganten Arla Foods og virksomhedens regler for mælkeleverancer. Det skriver DR-Online.
Karl Simonsen klager over Arla, fordi han mener, virksomheden har regler, der favoriserer sig selv og spænder ben for andre.
Karl Simonsens klage går på reglerne for de såkaldte split-leverancer.
Reglerne siger, at de små, uafhængige mejerier, der får mælk fra Arlas landmænd, skal give Arla skriftlig besked seks uger i forvejen, hvis de vil have leveret mere mælk. Og de skal varsle hele tre måneder før, hvis de skal bruge mindre mælk.
- Hvis jeg skal disponere seks uger frem, kan jeg ikke gå ud og sælge mælk til nogen som helst. For hvis der hver dag er udsolgt i butikken kl. 3, og kunderne ved det, så kommer de ikke igen, siger Karl Simonsen til Danmarks Radio.
Ifølge Astrid Gade Nielsen, der er informationschef i Arla Foods, har Arla brug for den lange varsling for at kunne planlægge sin produktion. Samtidig afviser hun, at reglerne gør det umuligt for de uafhængige mejerier at overleve.
- Det er jo ikke anderledes for store som små, at man løber en risiko, når man starter en ny virksomhed. Karl Simonsen bliver nødt til at lægge en nøje plan for, hvad han har brug for hvornår, siger hun til Danmarks Radio
Det er første gang at Konkurrencerådet skal vurderer, om Arlas regler spænder ben for uafhængige mejerier, der skal have mælk til egen mælkeproduktion.
Hvis rådet giver Karl Simonsen medhold, kan det i sidste ende betyder flere uafhængige mejerier i konkurrence med Arla.





