Abonnementsartikel

Danske Slagterier effektiviserer og rationaliserer - det giver svineproducenter besparelser

Svineproducenterne og medlemsvirksomhederne får med virkning fra 1. oktober 2003 en markant besparelse som følge af effektiviseringer og rationaliseringer i Danske Slagterier.

Det oplyste formanden for Danske Slagterier, gårdejer Bent Claudi Lassen, på delegeretmødet i København fredag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svineproducenterne betaler i dag en produktionsafgift på 8,75 kroner pr. svin.

Pr. 1. oktober reduceres afgiften til 5,50 kroner pr. svin som følge af rationaliseringer i brancheorganisationen samt bortfald af ekstraordinære afgifter til blandt andet det dansk-kinesiske genomprojekt, der kortlægger svinets arvemasse.

For en landmand, der producerer 5.000 slagtesvin om året, betyder nedsættelsen af produktionsafgiften en besparelse på 16.250 kroner svarende til 3,25 kroner pr. svin.

Samtidig falder slagteriernes medlemsbidrag til Danske Slagterier med 40 øre pr. svin - fra de nuværende 4,90 kroner pr. svin til 4,50 kroner fra 1. oktober.

Danske Slagteriers formand understregede på delegeretmødet, at tiltagene i strategiprocessen vil styrke svinesektorens konkurrenceevne og indtjening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bent Claudi Lassen sluttede sin beretning af med at fortælle, at svinesektoren vinder fodfæste på nye eksportmarkeder, først og fremmest i det udvidede EU og i Kina.