Abonnementsartikel

Mange rytter og hestefolk savner ifølge Landbrugsforlaget den grundlæggende faglige viden i deres omgang med dyrene, og det skal en ny bog fra forlaget råde bod på

Landbrugsforlaget håber med en ny bog om fodring af heste at bidrage med viden og inspiration om fodring af heste til glæde for både heste og deres ejere.

Ifølge forlaget er det nemlig dokumenteret, at mange ryttere og hestefolk ikke har den grundlæggende faglige viden om hestene, og hvordan de omgås.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behovet for bogen understreges yderligere af, at Danmark er det land i EU, der har det største antal heste pr. indbygger – 28,3 heste pr. 1.000 indbyggere.

I alt skønnes der at være 180.000 heste i Danmark og næsten 80.000 hesteejere.

Opdateret bog

Bogen med titlen Fodring af Heste er en revideret udgave af en bog fra 1998, men den kan udmærket betragtes som en ny bog, fordi der er gennemgribende ændringer og en udbygning med nye kapitler.

Bogen er skrevet af danske hestefagfolk, som kommer omkring alle aspekter, der har betydning for hestens fodring lige fra teoretiske emner som hestens anatomi og fordøjelsesproces over fodringens biokemi, fodermidler, fodringsrelaterede sygdomme med mere.

Men ud over de teoretiske aspekter af fodringen har bogen også en række praktiske kapitler, der handler om den praktiske side af fodringen, huldvurdering, fodermidler og ikke mindst et stort kapitel om græsmarken lige fra markens etablering og pleje til alt om grovfoderproduktion til hestene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afslutningsvis rummer bogen en række tabeller med hestenes behov for foder, vitaminer og mineraler med videre. Og endelig er der et par sider med forklaring på, hvad forskellige hestefaglige udtryk betyder.

Forfatterne er dyrlæge Jørgen Falk-Rønne, konsulent Dorte Rebbe Schou, konsulent Eric Clausen, konsulent Karsten Attermann Nielsen, landbrugslærer Lisbeth Gudik-Sørensen og speciallæge Steen Gimsing.

Bogen er på 206 sider og koster 235 kroner plus moms og forsendelse.