Den fynske virksomhed Interforst lancerer nu en serie italienske ramper af fabrikatet Metalmec, som i standardudgaven kan bære op til 12,2 ton pr. par.

- De nye ramper dækker dermed de fleste behov for læsning og transport af tunge maskiner og redskaber, så de kan fragtes på lastbil eller trailer. Men på forespørgsel kan der leveres ramper med endnu større bæreevne, siger direktør Lau Toxværd, Interforst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ramperne er konstrueret i aluminium og fås i flere varianter. Standardrampen fås i længder fra 1,5 til 5,5 meter. Den kan fås med eller uden kant alt efter, hvad den skal bruges til. Kørebunden er forsynet med aluminiumsribber, der gør den skridsikker.

Andre modeller er udformet med gummibelægning til brug ved maskiner med metalhjul eller metallarvefødder, ligesom ramperne også fås i en særlig let konstruktion. Er der særlige ønsker, kan der bygges specialramper til bestemte formål.

- Alt for mange redskaber og maskiner bliver kørt op på lastbiler og trailere ved hjælp af noget interimistisk, usikkert og hjemmelavet udstyr, som ofte ikke overholder de foreskrevne sikkerhedskrav og er for tunge at arbejde med.

- Der er ingen grund til at udsætte sig selv og andre for risikoen for at få et redskab ned over sig, fordi kørerampen ikke er sikker. I stedet bør man vælge en professionel rampe, som er fremstillet til formålet, og hvor man kan få en garanti for brudstyrken, mener Lau Toxværd.

Amerikanske ramper

Interforst har også andre rampe-mærker i sortimentet. Firmaet har i flere år markedsført de amerikanske Five Star aluminiumsramper på hele det europæiske marked. De kan bære op til tre ton pr. par.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Metalmec-ramperne supplerer vores Five Star ramper og sikrer, at vi kan dække hele markedet og dermed opfylde langt de fleste behov, siger Lau Toxværd.

Han forklarer, at stigningen på et par ramper ifølge reglerne ikke må overstige 30 procent, hvilket svarer til en stigning på 16 grader.

- Længden af ramperne skal afpasses efter læssehøjden, og på Interforsts hjemmeside kan man finde et formelsystem, så man kan beregne den rette længde på sin rampe i forhold til læssehøjden, siger han.