Abonnementsartikel

Forhandlingen i Danmark af Microload-vejesystemet til læssemaskiner er blevet overtaget af firmaet Jumas

Med det engelske Microload vejesystem kan en læssemaskine meget præcist læsse op til vægtgrænsen.

Den nye danske forhandler Jumas ApS i Halling mellem Århus og Randers spår, at flere og flere med læsseopgaver vil benytte vejestystemer på læssemaskinerne, fordi der er et udbredt ønske om præcise leverancer kombineret med, at det bliver stadig mere bekosteligt at køre med overlæs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Microload er hidtil importeret af Viby Jern Danmark A/S, der har solgt systemet siden 1979. Viby Jern Danmark har imidlertid selv ønsket at afgive agenturet. Og overtagelsen af agenturet er ifølge Jumas sket i fuld overensstemmelse med Viby Jern Danmark.

- Vi har fået oplæring hos deres montører, så vi er fuldt forberedt på opgaven både med at yde service på de cirka 350 anlæg, der er i drift, og på at installerede nye vejesystemer, siger Niels K. Fredsøe, der driver Jumas ApS sammen med sønnen Claus Fredsøe.

Direkte til brugerne

- De fleste vejeanlæg bliver solgt sammen med nye maskiner, og dermed kommer salget til at foregå gennem maskinfirmaerne. Vi er dog absolut også indstillet på direkte salg til brugerne, når de ønsker at få vejeanlæg på en maskine, ligesom vi forventer en del opgaver med overflytninger af vejeanlæg fra ældre til nyindkøbte læssemaskiner, siger Niels K. Fredsøe.

Microload vejesystem omfatter to modeller. Microload 310 er den professionelle løsning til grusgrave og entreprenører, hvor der kan indtastes 100 forskellige kundenumre og 100 varenumre.

- Her er der mulighed for at taste ind, hvad der skal læsses på en bil, og efterfølgende kan føreren se, hvad der skal på den sidste skovl, for at bilen er præcist fuldt lastet. Vejningen sker med en usikkerhed på kun én procent, fortæller Niels K. Fredsøe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uniload 250 har knap så mange faciliteter og er mere rettet til eksempelvis gaffeltrucks eller læssemaskiner, der ikke konstant udfører læssearbejde med vejning. Vejesystemerne leveres med printer eller med en datalogger, hvor der kan opsamles data til senere bearbejdning og udskrift.

Jumas er etableret af Niels K. Fredsøe for 18 år siden. Foruden forhandlingen af vejesystemer beskæftiger firmaet sig med salg og service af mindre entreprenørmaskiner og med produktion og salg af juletræsmaskiner.