Den engelske producent JCB introducerer nu en mikrograver, som kan køre gennem en almindelig døråbning og kan løse mange typer af opgaver, hvor der før blev brugt håndkraft, trillebør og skovl.

JCB mikrograveren er den første, som kan påmonteres en effektiv hydraulikhammer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye mikrograver fås i to udgaver – JCB Micro og JCB Micro Plus. Maskinerne vejer henholdsvis 1.063 kg og 1.237 kg og udgør dermed de mindste i JCBs program af maskiner og redskaber til entreprenørbranchen.

- Markedet for de små maskiner er i kraftig vækst, ikke mindst fordi gør-det-selv markedet vokser. Privatfolk er ikke vant til at håndtere større gravemaskiner, og det er derfor en fordel at kunne tilbyde mindre maskiner, som kan klare langt de fleste mindre behov, som kan komme frem overalt og er nemme at betjene, fortæller direktør Peder Nicolaisen fra JCBs danske importør, Nicolaisen & Larsen A/S.

Han fortæller, at JCB er den første store producent uden for Japan, som tager mikrogravere ind i programmet.

Sporvidde kan øges

Ud over udlejningsfirmaer forventer Nicolaisen & Larsen at vinde genklang for de nye maskiner hos anlægsgartnere, entreprenører og andre, hvor der er behov for at få løst opgaver på steder, hvor der er lidt plads.

For at øge adgangsmulighederne på snævre steder er mikrograveren udrustet med udskydelig undervogn, hvor sporvidden kan mindskes under kørsel og øges, når maskinen skal arbejde og behøver maksimal stabilitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mikrograverne er meget enkle at betjene med ét håndtag til hver funktion, så urutinerede brugere også nemt kan betjene dem, siger Peder Nicolaisen.

Han anser det for en meget stor fordel, når private lejer disse små maskiner.

- Der er brugt mange af de samme komponenter som på JCB 8015 minigraveren, så der er tale om en særdeles kraftig opbygning for maskinklassen, siger Peder Nicolaisen.

JCB mikrograverne er udstyret med en én-liters Perkins-motor, som yder 12,7 kW (17 HK). Maskinerne har nem adgang til alle motor- og hydraulikkomponenter.