På konferencen Teknik i Landbruget, som blev holdt i forbindelse med årsmødet i Landsudvalget for Bygninger og Maskiner, fortalte mælkeproducent Lars H. Pedersen, Brønderslev, om sine erfaringer med at tilsætte forsuringsanlægget fra Staring Maskinfabrik i Brønderslev, som hidtil mest er kendt fra svinegylle.

Lars H. Pedersen har haft anlægget i drift i cirka et år, og han tøver ikke med at fastslå, at anlægget giver en klart bedre lugt ved udkørsel af gylle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det fik vi bevist i efteråret, hvor vi både havde det forsurede og det traditionelle. Det er svært at sætte tal på, men der var ingen, der var i tvivl om, at det hjalp, siger han.

Han vil i dette forår sørge for, at der er flere dommere til stede, når der skal bringes gylle ud, så der er flere til at bekræfte det klare indtryk.

Ukompliceret

Hos Lars H. Pedersen var det helt enkelt at opstille anlægget, fordi der alligevel skulle opføres en ny stald.

Baggrunden for, at Lars H. Pedersen gik med i forsuringsforsøget på sin bedrift, var, at han ønskede at forbedre lugten. Men han erkender også, at en bedre binding af kvælstoffet vil være en velkommen sidegevinst.

Også driften af anlægget har fungeret helt enkelt hos Lars H. Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tilsætning af svovlsyre er rimelig ukompliceret, da vi har en tank, og der sidder automatik, som styrer ph-værdien og tilsætningen af syre, fortæller Lars H. Pedersen.

Han påpeger, at svovlsyre er en kraftig syre, som er rimelig stabil, så længe den er i tanken.

- Men vi har respekt for det og er derfor forsigtige, understreger han.

Da systemet kører i lukkede fremløb, har hverken han eller personalet nogen direkte kontakt til svovlsyren.

- Sådan et anlæg skal være fuldautomatisk og stabilt. Det skal kun være nødvendigt at observere, om det kører, som det skal, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Orden hjælper

En af Lars H. Pedersens kæpheste er, at der skal holdes orden i og omkring staldanlæggene.

- Det udstråler orden til sin egen og andres glæde, men det er også med til at forbedre lugten, mener Lars H. Pedersen.

Han fastslår dog, at dyrehold altid vil give en vis lugt. Men han mener, at det er vigtigt at gøre, hvad man kan for at kunne leve i harmoni med sine omgivelser, som man selv er en del af.