Du er kørt ud i marken en morgen klokken fire, og alt er tilsyneladende perfekt. Din marksprøjte er fyldt korrekt med den rette blanding af planteværn og vand i forhold til den opgave, du vil løse. Og vinden blæser ikke, så det er bare sprøjtevejr.

Bommen foldes ud, du sætter tryk på systemet og skal til at køre. Pludselig opdager du, at der render væske ud i en samling mellem et par rør. Værktøj har du ikke med, og du har ingen reservedele derhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Se sådan kan det gå, når det går værst. Du bliver morgensur og kan måske slet ikke komme i gang før efter klokken syv, når maskinhandleren er kommet på arbejde, så du kan få den nødvendige reservedel.

Der er spildt kostbare timer, og måske er det begyndt at blæse op, så du slet ikke kan køre den samme dag. Hvad så med sprøjtevæsken? Kan den tåle at stå i sprøjten til næste dag, hvor det i bedste fald måske igen er sprøjtevejr fra meget tidlig morgen?

Spar kemi

Det værste er måske slet ikke en forsinkelse, fordi der render væske ud af en samling. Det kan være meget værre, når dyserne ikke giver den rette væskemængde, den rette dråbestørrelse og den rette sprøjtedouche.

Eller at bommen ikke har de rette bevægelser og den rette højde over afgrøden/jorden i hele arbejdsbredden.

Resultatet af slags problemer kan ikke ses med det blotte øje. Men virkningen af det sprøjtearbejde, du udfører med dyre midler, bliver uvægerligt ringere. En korrekt indstillet sprøjte vil nemlig alt andet lige give et bedre resultat og dermed et bedre udbytte af indsatsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så der er sund fornuft i at køre ud med en sprøjte, der er tjekket og lever op til kravene om teknisk duelighed. Sådan er det også med fly, hvor faste, regelmæssige eftersyn skal forebygge, at der sker havari.

Tilbud om eftersyn

Uanset mærke skal alle sprøjter efterses og tjekkes på en lang række områder forud for sæsonen – hvor tit og hvor grundigt kommer lidt an på, hvor meget sprøjten anvendes.

Hardi har taget bolden op og har lavet et koncept for eftersyn og tjek af sine sprøjter, som de kalder Hardi Service Partner.

- Vi har afholdt et tre-dages kursus for montører fra 67 forhandlere, så de kan udføre servicetjek på vores sprøjter efter en helt fast rutine, fortæller Jørgen M. Thomsen, servicechef for Hardi Skandinavien.

Kurset er et resultat af et ønske fra såvel landmænd som maskinhandlere, og målet har været at give deltagerne en stor viden om og sikkerhed i at kunne gennemgå sprøjterne på alle de punkter, der har betydning for et professionelt sprøjtearbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor har vi også afsluttet kurset med en eksamen, hvor deltagerne har vist, om de kan klare opgaverne, fastslår Jørgen M. Thomsen.

Måler og kontrollerer

- Vi måler alle ydelse på pumpen og de dyser, der sidder på bommen. Hvis der er fire forskellige dyser på hver nippel, bliver de alle målt, forklarer Jørgen Hauge, montør hos Vibo Maskiner. Jørgen Hauge deltog selv i kurset, og han er Vibos mand, når det gælder konceptet Hardi Service Partner.

- Er der en afvigelse på over 10 procent i ydelse både plus og minus, skal dysen skiftes, forklarer han. Målingen sker med et flowmeter, som er meget nøjagtigt.

Ydelsen på pumpen bliver også målt, og der bliver tjekket for utætheder i hanerne.

- Disse utætheder kan heller ikke ses, men de betyder, at ydelsen ikke er i orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når systemet er under tryk, bliver det også kontrolleret for utætheder, manometerets visning bliver kontrolleret, og bommens justering bliver også tjekket omhyggeligt.

- En moderne bom er meget kompliceret i sin opbygning, og det kræver en professionel indsigt at justere dem, siger Jørgen M. Thomsen.

Ser efter el og hydraulik

De elektriske komponenter og en eventuel computer tilknyttet sprøjten bliver ligeledes tjekket.

- For eksempel kan der være ir eller lidt tæring i stikkene, så de ikke virker efter hensigten. Og det betyder, at sprøjtearbejdet bliver afbrudt. Den slags kan stort set undgås, hvis det regelmæssigt ses efter og holdes i orden, siger Jørgen Hauge.

Hydraulikken til bommen får også et eftersyn, og hvis det er en Twinsprøjte, bliver dette system gennemgået.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Træk, rammer og chassis bliver set efter, hjullejer på en trailersprøjte kontrolleres for slør og bolte efterspændes.

- Og hvis kontrollen sker om efteråret efter sprøjtesæsonen er ovre, sørger vi for frostsikring, så sprøjten ikke er ødelagt et eller flere steder, når den skal bruges igen om foråret, forklarer Jørgen Hauge.

Han oplever hvert år, at der skal repareres og leveres reservedele, fordi frostsikringen ikke har været i orden.

Får godkendelse

Udover at give planteavleren en større tilfredshed og et bedre udbytte af sit sprøjtearbejde, skal Hardi Service Partner også ses som et initiativ i retning af at imødekomme et eventuelt krav fra myndighederne om regelmæssige, offentlige syn af sprøjterne.

- I Holland, Tyskland, Sverige, Norge og Storbritannien er der i dag lovkrav om sådanne eftersyn, siger Jørgen M. Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den slags kan også komme i Danmark, konstaterer han.

Når sprøjten er gennemgået og bragt i orden, hvis der er behov for det, bliver den forsynet med et certifikat, som viser, at den har bestået en funktionstest.

- Desuden bliver der udfyldt en testprotokol i tre eksemplarer, hvor landmanden får den ene, maskinhandlere den anden og Hardi den tredje, fortæller Jørgen M. Thomsen.55521-1 (af Jørgen H. v sprøjte med servicekasse)