- Vi ønsker det objektive straffeansvar for virksomhedsejere fjernet, lød et af budskaberne fra Ove Møberg, formand for Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA) på repræsentantskabsmødet mandag 24. marts.
Formanden beklagede også, at det endnu ikke er lykkedes parterne på arbejdsmarkedet at blive enige om dette spørgsmål. Når det objektive straffeansvar gøres gældende, betyder det, at en ejer af en virksomhed kan blive straffet, når en medarbejder kommer til skade ved en arbejdsulykke også selvom sikkerhedsforholdene er i orden fra a til z.
- Det er uden betydning, om medarbejderen klart har handlet mod instruksen, og om arbejdsgiveren på ingen måde kan bebrejdes ulykken. Det er krænkende, mente Ove Møberg.
Han fastslog også, at det er urimeligt, at det i mindre, personligt ejede virksomheder er ejeren, som straffes, mens det i større virksomheder er virksomheden, som straffes hvad enten de er ejet via et selskab eller ikke.
SALA ønsker kun straf af en virksomhed, hvis og når den forsømmer sine forpligtigelser.
Dyr arbejdsskadereform
Ove Møberg vendte sig mod finansieringen af den arbejdsskadereform, som et bredt politisk flertal i folketinget netop har indgået forlig om.
- Det betyder yderligere omkostninger for arbejdsgiverne og dermed ringere konkurrenceevne, sagde han.
Forliget indebærer, at ulykkesbegrebet udvides og kravene til anerkendelse af en nedslidningsskade lempes. Nu anerkendes 70 procent af alle anmeldte arbejdsulykker, og det skønnes, at ændringerne vil føre til en stigning på 15 procent, så 85 procent anerkendes.
Det kommer til at koste 590 mio. kr. i alt, og heraf kommer arbejdsgiverne til at betale halvdelen. Denne del finansieres ved at forhøje præmierne på arbejdsskadeforsikringer samt et forøget bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring.
- Vi har foreslået andre måder at finansiere reformen på for at holde arbejdsgiverne skadesløse, siger Ove Møberg.





