Bestræbelserne på at etablere et biogasanlæg i Ringsted til cirka 70 millioner kroner blev mandag droppet, inden det for alvor kom i gang.

Det var en enig bestyrelse, der efter to års forundersøgelser og hårdt arbejde sagde stop for projektet, skriver Brancheforeningen for Biogas i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Beslutningen blev truffet i frustration over, at regeringens udmelding om fremtidige rammevilkår for biogasproduktion giver for dårlige betingelser.

- Biogasanlægget ville ellers have bidraget til en miljøvenlig produktion af el og varme i Ringsted og været med til at reducere Danmarks udslip af drivhusgasser og udvaskningen af næringsstoffer til gavn for vandmiljøet, skriver Brancheforeningen for Biogas.

Samtidig ville lugtgenerne fra gylle blive reduceret markant, vurderer foreningen.

Bag anlægget stod Ringsted Biogas a.m.b.a. med over 40 medlemmer fra Midtsjælland, Ringsted Kommune og det fælleskommunale affaldsselskab, AFAV, i Frederikssund.

Aftale mangler

- Vi kan ikke forsvare at bruge flere af vores egne og skatteborgernes penge på at udvikle projektet og indhente de nødvendige byggetilladelser, når regeringen ikke kan give os et klart svar på, hvad elprisen for biogasanlæg skal være fremover.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde et godt projekt i støbeskeen, hvor landbrug, industri og borgere gik sammen om at løse fælles problemer med affaldshåndtering – til glæde for samfundet og området generelt, siger gårdejer Hans Jørgen Rasmussen, formand for Ringsted Biogas.

Den politiske aftale om el-afregning fra biogasanlæg udløb den 31. december 2002, og et flertal i Folketinget pålagde derfor regeringen at komme med et nyt oplæg senest i september. Det har regeringen endnu ikke gjort.

Biogas billig klimastrategi

- Det er meget beklageligt, at vi må lukke projektet nu, hvor regeringens egen klimastrategi udpeger biogas som et af de billigste virkemidler til at indfri Danmarks forpligtigelse i Kyoto-aftalen, fortsætter Hans Jørgen Rasmussen.

- Et biogasanlæg i Ringsted ville skabe en synergieffekt med Ringsteds Varmeforsyning og betyde en forbedring af vandmiljøet omkring byen. Biogasanlæg er en utrolig genial måde at opnå en forbedring af såvel det globale som det nære miljø, siger Thorkild Mølgaard, formand for Teknisk Udvalg i Ringsted Kommune.

Ifølge regeringens klimastrategi koster det maksimalt 40 kroner pr. ton at reducere udslippet af CO2 ved hjælp af biogasanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Køb af klimakvoter i udlandet koster i bedste fald mellem 40 og 60 kroner, men kan let ende på 100 - 200 kroner pr. ton.

Derfor undrer det også Hans Jørgen Rasmussen, at regeringen ikke viser større interesse for biogasanlæg som det, der kunne bygges i Ringsted.